Fragmenterede sedimenter / Polina Davydenko

Polina Davydenko arbejder primært med fotografi, video og installation. I sit arbejde beskæftiger hun sig med emner, der står hende personligt nær, uanset om det drejer sig om landskab, hjem, migration og, i de seneste år især, krigen i Ukraine. Selvom hun har boet i Den Tjekkiske Republik siden barndommen, vender hun regelmæssigt tilbage til sin fødeby Dobropilja i Donetsk-regionen og følger, hvordan mennesker, deres hverdagsliv og de steder, der er præget af den destruktive krig, forandrer sig.

I udstillingen Fragmenterede sedimenter kommunikerer Davydenko med publikum gennem et par videoer og en objektinstallation. Den første video blev til, mens Polina stadig studerede på FAVU i Brno. Med stemmen fra udvundet kul fortæller den om hverdagen i Dobropilja, en by defineret af sortkulsminedrift. Den sammenligner byen med, hvad der foregår i en bikube, hvor bierne, selvom de producerer honning, til gengæld kun får en sød erstatning. Selvom kullet er allestedsnærværende, er det, som om ingen længere lægger mærke til det. Det er til stede som støjen fra minetårnene, som det svage hvin i ørerne, vi kun hører, når vi retter opmærksomheden mod det, ligesom tvivlen i de øjeblikke, hvor vi tænker over, hvad vi gør, og til hvilken pris.

Den anden video blev optaget i løbet af denne sommer. Heri vender Davydenko tilbage som kunstner og krigsreporter for adskillige gang til velkendte steder i Donetsk-regionen for at dokumentere forandringerne i landskabet og hos dets indbyggere, som befinder sig midt i krigens hændelser. Selvom de lokales liv har forandret sig radikalt siden tiden før krigen, og de er tvunget til at tilpasse sig den aktuelle situation, observerer Polina alligevel nogle paralleller. Deres skridt går, ligesom før krigen, ned under jordoverfladen. Ikke ned i de miner, som minearbejderne måtte forlade i hast, men ned i skyttegrave og underjordiske skakter, hvor de søger tilflugt fra faren, mens frontlinjen rykker frem den ene eller anden vej og efterlader uigenkaldelige spor i landskabets ansigt, tomme hjem og prægede menneskeskæbner. Den graver sig dybt ned i de opbyggede sedimenter af jord og erindring.

Davydenko er optaget af, hvad steder, som vi har et dybt forhold til, kan bevare i sig selv, selv efter indgrebet fra en destruktiv ydre kraft. Hendes værk er følsomt og poetisk, men åbner samtidig foruroligende emner og rejser grundlæggende spørgsmål, som berører hver enkelt af os. Hvordan ser vi på krigens billeder? Hvad fortæller de os, og hvordan påvirker de os? Er der forskel på dem, medierne præsenterer for os, og personlige vidnesbyrd omdannet til kunstnerisk udsagn?

Kurator: Nina Moravcová Grafisk design: Lukáš Matouš Projektet er realiseret med økonomisk støtte fra det tjekkiske kulturministerium (MKČR).