Vent, hvad?

Har du læst de encyklopædier? Om kaffe, chokolade, sushi eller te? I dem illustrerer Dávid Soboň, hvad han nyder, og fortæller os om det.

Han har så meget at sige!

Han har et trick til dette: han skriver en kort tekst og udvider det, der ikke passede ind i ord, i et billede ved siden af. Han væver ubesværet ti forskellige tanker ind i en tråd. Og så kigger vi på det... og vi kan ikke lægge det fra os. Ikke 27 sekunders opmærksomhed (det er den gennemsnitlige tid, vi bruger foran et maleri i et galleri, og det er lignende for bøger), vi bliver roligt på siden i et minut. „Vent! hvad er det?“, tænker vi. Eller, „Ah! Det lagde jeg slet ikke mærke til første gang!“ Når syvogtyve mennesker (virkelig, jeg talte dem, og de er her, på væggen) løber et sted hen for at få kaffe, indser vi, hvor genialt udtænkt og sjovt det er. Hver karakter er omhyggeligt stiliseret. En er glad, en anden er vred, den tredje er bange for noget... og alligevel er de forbundet, alt er forbundet med alt i subtile gestus. Vi kigger på det og ønsker at læse videre for at vide, hvordan disse mikrohistorier vil ende. Vi nyder de visuelle gags og den karnevalsagtige atmosfære i den intense, mættede farveskala.

Det er ikke et fast farveområde eller en dekoration af indholdet for ham: farver fungerer som et „system“, der hjælper ham med at organisere sine historier, bestemme deres tempo og tydeliggøre forbindelserne.

Ud over hans bog om kaffe viser udstillingen billedbøger under udvikling: historier, der stadig modnes, tager form. Det krævede mod at trække frem, hvad der, når det trykkes „på papir“, kan se helt anderledes ud om et par måneder!

Han ændrer heller ikke sin filosofi i dem. Han kortlægger stadig hverdagens små venligheder, der gør livet varmt, indbydende og omsorgsfuldt.