drømme om landskab | Schikaneder–Slavíček–Moll m.fl. | Former af landskabsmaleri i centraleuropæisk symbolisme og Art Nouveau

Udstillingen Drømme om landskab | Schikaneder–Slavíček–Moll m.fl. | Former af landskabsmaleri i centraleuropæisk symbolisme og Art Nouveau fokuserer på analysen af landskabsmaleriets transformation omkring 1900, hvor denne traditionelle genre bliver et privilegeret rum for psykologisering og subjektiv oplevelse. Projektet følger, hvordan landskabsmaleriet ophører med at være en blot mimetisk gengivelse af den ydre virkelighed og gradvist forvandles til et medium, hvor moderne introspektion og spiritualisering afspejles.

Særlig opmærksomhed rettes mod fænomenet genre-synkretisme, hvor figurlige elementer indarbejdes i landskabet, ikke som dekorative supplementer, men som bærere af specifik psykologisering. Staffagen bliver et nøgleelement i den meningsdannende struktur og samtidig en visuel katalysator for emotionelle projektioner. Dette er tydeligt for eksempel hos Arnold Böcklin, Giovanni Segantini eller – i tjekkisk kontekst – hos Antonín Hudeček, Jakub Schikaneder eller Beneš Knüpfer. I denne konstellation bliver landskabet et sted, hvor transformationen af elementer fra andre genrer finder sted.

Projektet afspejler samtidig samtidens teoretiske diskussioner, der gik forud for formuleringen af Worringers dikotomi. Udstillingen berører for eksempel Hermann Bahrs æstetiske overvejelser, der i sine tekster om moderne kunst betonede subjektiveringen af synet og bruddet med akademiske kategorier; Julius Meier-Graefe, der analyserede transformationen af perception i moderne landskabsmaleres værker; eller Wilhelm Dilthey, hvis koncept om oplevelse (Erlebnis) og ekspressiv psykologi fundamentalt påvirkede den symbolistiske forståelse af landskabet som bærer af indre tilstande.

Ligeledes afspejles her indflydelsen fra det østrigske miljø, især inden for den lokale kritik, der betonede de emotionelle og metafysiske kvaliteter af naturmotiver. Dette teoretiske lag gør det muligt at læse landskabet ikke kun som et visuelt element, men som en psykologisk struktur, hvis semantiske dybde opstår ud af spændingen mellem subjektiv projektion og objektiv form.

Udstillingen præsenterer således et afgrænset segment af centraleuropæisk landskabsmaleri, der giver mulighed for at se, før selve „Munchske lektion“ af ekspressiv modernisme, ind i en periode, hvor psykologiske lag begynder at flette sig dynamisk sammen. Ud over værker fra tjekkiske institutioner vil udstillingen også omfatte værker fra udenlandske samlinger.

Adam Hnojil