Vores kroppe har været broer

En stor ny udstilling, der samler tre feministiske kunstnere fra hele Amerika, hvis værker har kroppen i centrum. På hver deres måde bruger de hver især deres krop til at bygge bro mellem personlig og kollektiv erindring, oprindelig viden og relationer til landet.

Gennem 65 værker skabt over tre årtier bruger Laura Aguilar, Tarrah Krajnak og Koyoltzintli fotografiet til at gøre krav på tilstedeværelse og modsætte sig faste forestillinger om, hvem der kan ses, og hvordan. I Vores kroppe har været broer danner portrætkunst, arkivet og landet grundlaget for kunstnernes værker. For Laura Aguilar placerer hendes selvportrætter hendes queer krop i landskaberne i det amerikanske sydvest og bringer en krop frem, der sjældent ses i den dominerende fotografihistorie. Ved konstant at rette kameraet mod sig selv modsætter Aguilar sig udslettelse og hævder retten til at tage plads.

Født i Lima i 1979 og adopteret af en hvid amerikansk arbejderfamilie udforsker Tarrah Krajnak hullerne i sin personlige historie på baggrund af Perus politiske uro. Ved at sætte sig selv i dialog med arkivfotografier forestiller hun sig en fortid, der forbliver fragmenteret og uafklaret.

Koyoltzintli reflekterer over, hvordan oprindelige oprindelseshistorier og kulturelle traditioner opretholder forbindelser på tværs af generationer. For hende rummer landet levende relationer mellem erindring, ceremoni og forfædre.

Når man træder ind i udstillingen, træder feminismer frem som en måde at forhandle forestillinger om tilhørsforhold og magt på. Udstillingens titel Vores kroppe har været broer er hentet fra Elizabeth Acevedos digt Afro-Latina og bekræfter muligheden for forbindelse uden at udslette forskelle. Hver kunstner gør krav på retten til at træde frem i sin fulde kompleksitet.

Tilsammen danner deres værker en tværgenerationel samtale om, hvordan fortiden bæres i kroppen. Fotografiet bliver en handling af modstand, der insisterer på, at kroppens politik ikke kan adskilles fra billedets politik.