Tino Stefanoni: Mellem vision og erindring

Denne „intervention“ hylder Tino Stefanonis værk (Lecco, 1937–2017). Den er tænkt som en dialog mellem hans malerier og den permanente samling, og den går forud for en række retrospektiver, der i 2027 vil blive arrangeret i hele Italien for at markere 90-årsdagen for hans fødsel og 10-årsdagen for hans død.

I løbet af en karriere, der strakte sig over halvtreds år, hentede Stefanoni inspiration hos kunstnere som Carlo Carrà, Giorgio Morandi, Giorgio de Chirico og Ottone Rosai, såvel som hos renæssancemestre som Fra Angelico og Piero della Francesca. Han stræbte efter de rolige, metodiske kvaliteter, han opfattede i deres værker, og undgik spontanitet og instinktive, gestiske penselstrøg.

Gradvist opbyggede han et visuelt ordforråd af dagligdags genstande som fade, varmedunke og øser. Men disse genstande var blot påskud, ligesom Morandis flasker var et middel til at udforske forholdet mellem virkelighed og abstraktion. Stefanonis søn Pietro bemærkede, hvordan faderens „kærlighed til genstande – som han indrømmede at fetichisere – udsprang af overbevisningen om, at de repræsenterede udtryk for menneskelig genialitet. ‚Ting‘ fik dermed en betydning ud over deres praktiske brug: deres indre værdi blev begrundelsen for deres forvandling til kunst.“ Ligesom hos de Chirico svæver Stefanonis genstande – afkontekstualiserede og isolerede – i en gådefuld, metafysisk dimension. Hans værker fra 1960’erne og 1970’erne, som uden tvivl også afspejlede pop artens ophøjelse af det verdslige, kan bedst defineres som ‚konceptuel figuration‘.

Fra 1980’erne blev landskabet hans foretrukne motiv. Kunstneren malede scener uden menneskelig tilstedeværelse, hvor begivenheder netop er sket eller er ved at ske, og hvor tiden er frosset. Efter de levende farver i disse værker afslørede hans sidste fase en optagethed af linjen: Stefanonis såkaldte Sinopie (opkaldt efter freskers forberedende undertegninger) destillerer og renser formen.

I Estorick Collection henviser hans malerier til billedsproget hos det 20. århundredes mestre, som han havde stor respekt for, men de åbner også for andre, mere uventede samtaler. For eksempel minder et af hans karakteristiske ‚vejskilte‘, der advarer om glat føre, om det bilulykke, der inspirerede F. T. Marinettis futuristiske manifest. Andre sammenhænge er der for besøgende at opdage. Kunst, mente Stefanoni, skaber mysterier snarere end løsninger, og dermed skaber den plads til eftertanke: „Samfundet fratager os i stigende grad tid til at reflektere og meditere. Kunstneren bærer i det mindste ansvaret for at tage fat på dette problem.“ Budskabet er aldrig blevet mere aktuelt end i dag.

Kurateret af Ilaria Bignotti

Med støtte fra Archivio Tino Stefanoni og M77 Gallery, Milano.

Tino Stefanoni, 28 Senza titolo 28 (detalje), 1984. Courtesy Archivio Tino Stefanoni.