Vila Volman: At iagttage glæde

Kateřina Ondruškovás malerier inviterer os til at iagttage en verden, der forekommer fortrolig, og hvori der dog bliver noget uhåndgribeligt tilbage. I serien af malerier på udstillingen At iagttage glæde møder vi gang på gang figurer placeret i naturlige omgivelser. Det nærgående blik på ansigter lover, at vi let kan finde nøglen til det, de oplever, i deres udtryk, men denne sikkerhed tager Ondrušková straks fra os. Ansigterne er ofte vendt bort, gemt bag løv, blomster, hår eller vingerne på flagrende møl, og ligeledes forbliver figurernes forhold til omgivelserne og til hinanden uløste. Menneskelige figurer og dyr (fugle, krebs, natsommerfugle og sommerfugle) beboer de malede udsnit af landskabet, men deres sammenhænge må vi selv tænke videre på i hvert billede. Også selve motiverne er tvetydige: de kan minde om kendte historier, mytologiske scener eller arketyper fra store menneskelige fortællinger. Men de fortæller ikke fremmede historier. De trækker på egen erfaring, som hun generaliserer og abstraherer, indtil hendes personlige syn på verden forvandles til en egenartet mytologi. Den er forståelig takket være erfaringer, der deles på tværs af generationer og kulturer: kærlighed, behovet for at beskytte dem, man holder af, genopdagelsen af verden med et barns øjne, for hvem alt er nyt. Det personlige bliver her universelt, uden at holde op med at være autentisk.

Kateřina Ondruškovás malerier går med deres følsomhed over for farve, lys og rum ind i arkitekturen i Vila Volman og lader dens markante interiører klinge i nye sammenhænge. Kunstnerens lagdelte, poetiske sprog indgår i en dialog med villaen uden at undertrykke dens arkitektoniske karakter og genius loci; det hjælper os med at opfatte den fra et andet perspektiv. Malerierne tilfører dermed hvert rum endnu et lag af oplevelse: fantasifulde historier, der udspiller sig inde og ude, i den omgivende natur.

Billederne er gennemtrukket af varme toner, der minder om lyset fra den nedgående sol. Et blødt, mælkeagtigt dis udviskes de skarpe kanter og giver scenerne karakter af et minde eller af at vågne døsigt efter en eftermiddagslur på en eng eller i en frugthave. Scenerne udspiller sig i en ubestemt tid i sen forår og sommer, til tider med en fornemmelse af den nærmende efterår: en tid, vi ikke kender ved datoen, men ved lyset og stemningen. Det er et glitrende dis af svindende dage, hvori nutiden konstant berører erindringen. Udstillingen antyder, at glæde ikke altid let lader sig finde og navngive. Men man kan nå frem til den gennem gradvis genkendelse, ligesom betydningsplaner og følelser langsomt træder frem af de lagdelte pigmentaflejringer i hendes malerier.