Natur og skulptur i dialog

Lotusdamme, rosenhaver og plantelabyrinter er "udfoldelsesrummet" for mere end 80 eksempler på moderne skulptur!

Den østrigske skulpturpark, syv kilometer syd for Graz, har siden grundlæggelsen i 2003 etableret sig som et centrum for moderne skulptur. Det fascinerende parkanlæg af landskabsarkitekten Dieter Kienast strækker sig over et areal på omkring syv hektar og er et udfoldelsesrum for mere end 80 skulpturer. Værker af anerkendte kunstnere* fra Østrig – fra Fritz Wotruba over Franz West til Erwin Wurm, Heimo Zobernig og Michael Kienzer – kommunikerer her med eksempler på international skulptur, for eksempel af Jeppe Hein, Nancy Rubins, Tobias Rehberger eller Susana Solano.

Når skulptur og natur går i forbindelse, reagerer de på hinanden: Der udvikler sig et gensidigt forhold, der med tiden fortæller en historie og konstant ændrer sig. Haven, som menneskeskabt og dog konstant voksende natur, korresponderer i Østrigsk Skulpturpark på en særlig måde med de vejrudsatte skulpturer, der falder ind i landskabet eller reagerer på det.

Det nutidige skulpturelle sprog strækker sig fra abstrakt skulptur til hverdagsgenstande, fra antropomorfe figurationer til brugsgenstande. Dialogen mellem sted og skulptur skal synliggøre dette sprog, altså fremsætte udsagn om kunst, men også om samfundet og skabe mødesteder.

Mario Terzics stadigt voksende ark af levende træer er indbegrebet af konfrontationen og harmonien mellem natur og skulptur. Oswald Oberhubers skulptur på væggen henviser til, at siden Minimal-Art kan enhver skulptur ikke kun stå på gulvet, men også hænge på væggen, hvilket betyder, at skulptur også er i dialog med billedet. Den kunst-interne dialog, f.eks. mellem billede og rum, kan også udvides med en dialog mellem kunst- og naturformer, som det vises ved sidestillingen af skulpturerne af Fritz Hartlauer og Jörg Schlick, der beskæftiger sig med formregler, algoritmer og vækst. I denne kategori falder også skulpturerne af Christa Sommerer og Michael Kienzer. Værker af såkaldte gamle mestre findes på et trinstigt landskab vendt mod himlen, der fungerer som et pantheon. Denne steds kraft understøtter også betydningen af Heimo Zobernigs tårn ved indgangen til Österreichischer Skulpturenpark eller Susana Solanos "hjul"-skulptur. Det samme gælder Werner Reiterers opblæsende og igen sammenfaldende skulptur, placeret i en fordybning, Hans Kupelwiesers pude, placeret mellem hække, eller Peter Weibels værk, der gør kloden til en kuffert, man kan opleve.

Bevægelsesmaskiner som biler (Erwin Wurm), skibe (Michael Schuster), sejl (Martin Walde), fly (Nancy Rubins) eller tog (Hans Hollein) fortæller om apparaternes skæbne, om fiasko og stilstand, sociale og tekniske drømme og forvandler landskabet til et hav eller en lufthavn. Hertil svarer Heinz Gappmayrs henvisninger til "endnu ikke synligt" og "ikke længere synligt" afhængigt af betragterens position, Yoko Onos kors til at sømme på, Timm Ulrichs' dansende træer samt Jeppe Heins vandskulptur, der øger forholdet mellem besøgende og kunstværket. Den østrigske skulpturpark bruges således som en platform til at åbne dialoghorisonten med den moderne skulptur og bedre at kunne forstå dens sprog.