HERBERT BOECKL – HANS JOSEPHSOHN

Spørgsmålet om hierarkiet af kunstarter, der i stigende grad blev stillet siden den italienske renæssance og blandt andet nærede rivaliseringen mellem maleri og skulptur, fandt sin afslutning med modernismens begyndelse. I denne udstilling, hvor en billedhuggers værk møder en malers, handler det ikke om et kunstteoretisk forsøg på at genoplive Paragone-debatten, men snarere om en dialog mellem to kunstneriske personligheder, der, på trods af alle forskelle med hensyn til historiske, rumlige og kulturelle konstruktioner, udviser overraskende analogier i formel æstetik såvel som værkfænomenologi. Denne sidestilling af Herbert Boeckl (1894–1966) og Hans Josephsohn (1920–2012), som aldrig mødtes i deres liv, illustrerer ikke desto mindre fundamentale paralleller i deres opfattelse af kropslighed, materialitet og formgivningsprocessen.

Hverken Boeckl eller Josephsohn – på trods af abstrakt kunsts stigende fremkomst siden 1950'erne – fulgte vejen til abstraktion. De forblev tro mod objektrelaterethed og især den menneskelige figur som kunstneriske udtryksbærere. Selvom begge praktiserede en stærk abstraktionsproces i deres fremstilling af menneskelige kroppe og ofte undlod anatomiske detaljer i deres værker: Begge stræbte efter at fremhæve det væsentlige gennem radikal forenkling og massiv fortætning. Dette får mange af deres figurer til at fremstå uindividualiserede og stiliserede og udtrykker en universel form for menneskelighed. På trods af eller netop på grund af denne reduktion, der transformerer de "portrætterede" til ren form, er deres skikkelser præget af en stærk udtryksfuldhed. Denne specifikke aura-virkning fremkaldes af ekspressiv enkelhed, formel reduktion og ikke mindst en imponerende materiel tilstedeværelse. Interessen for materialets fysik udgør en yderligere korrespondance mellem de to kunstnere. Mens Boeckl i sit maleri lægger farven tykt og næsten skulpturelt eller reliefagtigt på, arbejder Josephsohn på tilsvarende additiv vis i sine gipsmodelleringer og de deraf følgende støbninger.

Netop fordi modetrends og strømninger ignoreres af begge kunstnere, og de i spirende tilstand kvæler illustrative nutidsgørelser, spiller tidløshed samt et universelt og elementært, ja nærmest arkaisk virkende formsprog en dominerende rolle, for eksempel i Josephsohns stjerneagtige figurer samt hans hoveder og halvfigurer, der fremstår som tidløse monolitter. Hos Boeckl er det igen de monumentale figurfremstillinger og landskaber, der udtrykker en overtidlig virkning. En yderligere overensstemmelse i formelle træk ligger i processualiteten i deres skabelse: Hos begge kunstnere er tilblivelsesprocessen forståelig. Hos Boeckl er det de bevidst synlige penselstrøg i ekspressiv manér og sedimentet af farvelagene, hos Josephsohn de spor efter på- og aftagning af gipsen med hænderne, der overføres til støbningerne. Interessen for forrevne og arrede overflader i medierne maleri og billedhuggeri udtrykker begge hovedpersoner på imponerende vis.

Ikke mindst vil sammenskrivningen Herbert Boeckl – Hans Josephsohn rejse spørgsmål om eksistentialitet i betydningen af en universel udforskning af den menneskelige eksistens og åbne nye associeringsrum.

Tilbage til oversigten