Skub

Kuratoreret af Vanessa Joan Müller og Matthias Michalka

„Enhver kan finde eller bygge et rum, uanset udseende, størrelse, proportion og farve, derefter indrette det, måske male nogle ting eller alt. Alle andre kan så (…) arrangere tingene om og forandre dem efter behag. Hver dag vil noget ændre sig.“

Allan Kaprow, Push and Pull. A Furniture Comedy for Hans Hofmann

Allan Kaprows „møbelkomedie“ Push and Pull. A Furniture Comedy for Hans Hofmann, skabt i 1963, inviterer til at tænke sammen over, hvad et museum kan være og vil være – et sted, hvor ting ikke blot betragtes, men også aktiveres og forandres. Værket danner udgangspunkt for en ny samlingsudstilling i mumok, der bevidst samler værker, hvis status forbliver svævende: kunstværk eller brugsgenstand? Betragte eller bruge? Forstyrrende element eller invitation?

Et tyngdepunkt i mumoks samling udgøres af værker fra den generation af kunstnere, som i 1960’erne, især i Europa og USA, udfordrede museet som et sted for indsamling og bevaring og satte spørgsmålstegn ved kunstens karakter af objekt og vare. Beskuerne blev ofte direkte tiltalt eller inviteret til at fuldende et værk, røre ved det og forandre det. Deltagelse var dengang ingen harmløs medvirken, men en forhandling, der indebærer gnidning og usikkerhed. I disse værker gennemtrænger kunst og liv hinanden, og i deres uro afspejles spændingerne i den tid, de blev til i.

For Allan Kaprow, der betragtes som grundlæggeren af happeningen, var hverdagens hændelseskarakter af central betydning. Hans værk Push and Pull. A Furniture Comedy for Hans Hofmann står i centrum for denne udstilling: en lige så performativ som participatorisk installation, der gang på gang aktualiseres gennem publikums formende indgreb. Besøgende må arrangere møbler og genstande i nye konstellationer inden for et givet rum. Hver af deres udførelser er en del af dette åbne værk, der altid antager nye former. Det „skubbe“ og „trække“ betyder her også en omfordeling af roller: kuratorerne, der „indretter“ rummet, bliver til kunstnere, og de besøgende, som med dette materiale „komponerer“ en installation og igen og igen forandrer den, bliver til kuratorer. Centralt er desuden spørgsmålet om levendegørelse: Kaprows værk har rødder i 1960’erne, men indeholder den udtrykkelige anvisning, at hver ny iscenesættelse må genopfinde værket. Den aktuelle version bærer derfor også en ånd og en frihed i sig, som forbinder kunsthistorien og nutiden.

Som udstilling er Push and Pull: A Furniture Comedy en del af en omfattende undersøgelse af former for opmærksomhed. Ved siden af Terminal Piece, hvor synet står i centrum, og Verena Paravels udstilling Exuviae, der koncentrerer sig om hørelsen, retter Push and Pull: A Furniture Comedy sig mod den kropslige erfaring i rummet: at berøre og selv at blive aktiv. For mumok er sådanne gestus af åbenhed og en generøs holdning over for publikum afgørende. Kaprows radikale opfordring til en institution i bevægelse og konstant forandring ledsages derfor af værker fra samlingen, der gør museale rutiner synlige og formulerer anregninger til medskabelse, til det åbne og det kollektive: som en invitation til at betragte kunst og hverdag på ny, også ud over museets grænser.

Billede: Allan Kaprow, Push and Pull. Reinvention von Allan Kaprow, mumok 2002