Insekter og mennesket

Et af udstillingens afsnit er viet insektarter, der set fra menneskets synspunkt er skadelige. De mest kendte og besværlige afgrødeskadedyr hører til mange insektordener og -familier. Oftest drejer det sig om biller, sommerfugle og hindevinger, sjældnere om tovingede insekter eller retvingede insekter (blandt dem den vandrende græshoppe, som i dag kun sjældent ses i Polen).

En anden kategori af skadedyr er lagerskadedyrene – insekter, der lever af fødevarer og tekstiler af naturlig oprindelse samt af udstoppede dyreeksemplarer, der opbevares i hjem og museer. De fleste af disse insekter stammer fra tropiske og subtropiske lande.

Særlig dårligt ry blandt insekter har de blodsugende arter, som overfører sygdomme, især i tropiske lande. På udstillingen kan man ikke alene se overførerne af Chagas' sygdom (væggelusene Triatoma infestans og Rhodnius prolixus), malaria (myg af slægten Anopheles) og afrikansk sovesyge (tsetsefluen), men også få interessante oplysninger om deres biologi og forløbet af de sygdomme, de overfører.

Udstillingens andet afsnit er viet nyttige insekter. Mange rovlevende og parasitære arter er vores allierede i kampen mod planteskadedyr. Et stort antal ådselædende og møggravende arter, biller og fluer, deltager i naturen i nedbrydningen af organisk stof. Lige så talrige er hindevingerne, fluerne og sommerfuglene, der bestøver afgrødernes blomster.

Nogle insektarter udnyttes direkte af mennesket. Ud over den velkendte honningbi og silkeormen hører blandt andre arter til, som leverer shellak, naturlige farvestoffer eller garvestoffer: lakskjoldlusen Laccifer lacca, den polske kochenille Pophyrophora polonica, kochenille og nogle galhvepse af familien Cynipidae.

Udstillingens tredje afsnit præsenterer udvalgte emner inden for entomologien – tilpasninger, levevis, størrelser og farvning. Særlig bemærkelsesværdigt er fænomenet med regelmæssige insektvandringer; blandt de mest udholdende vandrere er nogle sommerfugle, især den amerikanske art Danaus plexippus. Ud over sommerfuglene foretager også nogle guldsmede, græshopper, visse fluer, biller og hindevinger massevandringer.

Vi lægger som regel mærke til forskellen i størrelse mellem de største og mindste pattedyr – hvalerne og spidsmusene. Blandt insekterne er forskellen mellem de største nulevende arter (nogle pinde-insekter, biller) og de mindste (hindevinger af familien Mymaridae, biller af familien Ptiliidae) imidlertid næsten tre gange så stor. En af de mest iøjnefaldende egenskaber ved insekter er deres pragtfulde farvning. De farver, der især beundres hos dagaktive sommerfugle og biller, skyldes oftest lysbrydning i det lys, der passerer gennem et passende formet ydre lag af chitin. Ofte medvirker de skæl, der dækker forskellige dele af insektets krop. Sjældnere skyldes farvningen tilstedeværelsen af pigmenter.

Formen og mønstrene på insekternes krop har ofte kryptisk (camouflerende) karakter eller har tværtimod til formål at skræmme angriberen. Andre insekter ligner i farven giftige arter eller arter, der er udstyret med farlige våben, f.eks. en brod, og bliver derfor skånet af rovdyr. Dette fænomen kaldes mimikri og er meget udbredt blandt insekter. En anden interessant og hyppig egenskab ved disse dyr er dimorfi. Den er oftest knyttet til køn. Nogle gange er forskellene i udseende mellem han og hun så store, at det er svært at tro, at de tilhører samme art. Af og til har dimorfien sæsonbetonet karakter, og forskellene optræder mellem på hinanden følgende generationer. Et eksempel er sommerfuglen nældesommerfugl, der er almindelig hos os, og hvis forårsgeneration adskiller sig tydeligt i farvning fra sommergenerationen.

Dette er blot et lille udvalg af de fænomener, hvormed insekterne overrasker os. Nogle af dem er svære at vise i museets montrer, væk fra insekternes naturlige miljø. Mange kan vi selv observere under udflugter „ud i naturen“, og allerede uden at forlade hjemmet er det nok at se sig omkring – insekter findes overalt.