Monira Al Qadiri

Monira Al Qadiri beskæftiger sig intenst med de sociale, kulturelle og økologiske dimensioner af olieindustrien. I sine værker belyser hun sammenhængen mellem olie som det centrale fossile brændstof i det 20. århundrede og forbrugskapitalismens fremmarch. Til Berlinische Galerie har Al Qadiri udviklet flere nye værkserier. Udstillingens centrale motiv er olietankeren: ikke kun et gigantisk transportmiddel på verdenshavene, men også et symbol på magtpolitiske interesser, global ulighed og økologiske kriser. Dens monumentale tilstedeværelse fortæller om en industri, der muliggør en behagelig livsstil, men samtidig ødelægger planeten. På trods af den begyndende omstilling til vedvarende energi fortsætter den giftige arv fra olieudvindingen: i havet og i luften, i byer, infrastrukturer og endda i vores kroppe.

Information om museets tilgængelighed findes her.

Har du yderligere spørgsmål om tilgængelighed? Kontakt Christine van Haaren, leder af undervisning og outreach, via e-mail på haaren@berlinischegalerie.de eller telefonisk på +49 (0)30-789 02-836.

Udstillingen indledes med serien SS Murex (2023): Lysbokse i koøjeform viser arkivbilleder af historiske olietankere, der alle bærer navnet Murex – opkaldt efter en pigget snegl, der engang var et populært dekorationsobjekt i den victorianske æra. Allerede i 1892 bar en af de første moderne tankere dette navn – bygget af et olieselskab, der stammede fra en familievirksomhed inden for skalhandel. I de følgende årtier blev hundredvis af olietankere opkaldt efter muslinge- og sneglearter.

Det centrale visuelle statement i hovedrummet er det monumentale vægmaleri Hero (2025), der viser en sideprofil af en gigantisk olietanker i dramatiske sorte og røde toner. Det udstråler industriel magt – på én gang fængslende og truende – og kommenterer oliens strategiske betydning i den geopolitiske magtbalance.

I den anden ende af udstillingsrummet træder stævnen på en tanker plastisk frem: Bulbous Bow (2025), en storformat skulptur af glasfiber, tager udgangspunkt i den karakteristiske form af den såkaldte pærestævn – en teknisk konstruktion, der er designet til at reducere vandmodstanden og forbedre skibes sejlegenskaber.

Til værket Seasons in Hell (2025) fordeler elleve tilpassede tankermodeller sig bølgende i rummet og agerer som fortællere af geologisk og menneskelig historie.

Udstillingen afsluttes med det nye videoværk Oh Body of Mine (2025, 10 min.), hvor Al Qadiri nærmer sig et ophugningsværft for udtjente supertankere i Bangladesh. Ophugning af udtjente skibe er en industri, der især er placeret i lande i det såkaldte Globale Syd. En stor del af europæiske skibe bliver også ophugget på de tre største strandværfter i Bangladesh, Indien og Pakistan. På grund af de mange indbyggede giftige stoffer er det en kompleks og farlig proces, så de sociale og økologiske belastninger eksporteres med. Al Qadiris optagelser viser apokalyptisk udseende scener, understøttet af en bearbejdning af Arthur Rimbauds digt „Det berusede skib“ (1871), og tjener som en dyster afslutning på den mangefacetterede installation.

Monira Al Qadiri (*1983 i Senegal) voksede op i Kuwait. Hun tog sin doktorgrad i Japan og bor i Berlin. Hendes værker har været udstillet på betydelige internationale udstillinger som Venedig Biennalen „The Milk of Dreams" (2022). Vigtige solo-udstillinger omfatter „Mutant Passages" på Kunsthaus Bregenz (2023), „The Archaeology of Beasts" på BOZAR i Bruxelles (2024) samt „Deep Fate" på Museum of Contemporary Art Kiasma i Helsinki (2025).