Monira Al Qadiri

Monira Al Qadiri fordyber sig intensivt i olieindustriens sociale, kulturelle og økologiske dimensioner. I sine værker belyser hun sammenhængene mellem olie som det centrale fossile brændstof i det 20. århundrede og forbrugskapitalismens fremmarch. Til Berlinische Galerie har Al Qadiri udviklet flere nye serier af værker. Udstillingens centrale motiv er olietankeren: ikke kun et gigantisk transportmiddel på verdenshavene, men også et symbol på magtpolitiske interesser, global ulighed og økologiske kriser. Dens monumentale tilstedeværelse fortæller om en industri, der muliggør en komfortabel livsstil, men samtidig ødelægger planeten. På trods af den begyndende overgang til vedvarende energikilder lever olieudnyttelsens giftige arv videre: i havet og i luften, i byer, infrastrukturer og endda i vores kroppe.

Information om museets tilgængelighed findes her.

Har du yderligere spørgsmål om tilgængelighed? Kontakt Andreas Krüger, specialist i tilgængelighed og inklusion, via e-mail på krueger@berlinischegalerie.de eller telefonisk på +49 (0)30-789 02-832.

Udstillingen starter med serien SS Murex (2023): Lysbokse i koøjeform viser arkivbilleder af historiske olietankere, der alle bærer navnet Murex – opkaldt efter en pigget snegleslægt, der engang var populær som dekorationsgenstand i den victorianske æra. Allerede i 1892 bar en af de første moderne tankere dette navn – bygget af et olieselskab, der havde rødder i en familieejet muslinghandel. I de følgende årtier blev hundreder af olietankere navngivet efter musling- og sneglesorter.

Det centrale visuelle statement i hovedrummet er det monumentale vægmaleri Hero (2025), der viser en gigantisk olietankers sideprofil i dramatiske sorte og røde nuancer. Det udstråler industriel magt – på én gang fængslende og truende – og kommenterer oliens strategiske betydning i den geopolitiske magtbalance.

På enden af dette udstillingsrum træder stævnen af en tanker frem i relief: Bulbous Bow (2025), en storformat skulptur af glasfiber, griber den karakteristiske form af den såkaldte løgstavn – en teknisk konstruktion, der har til formål at reducere vandmodstanden og forbedre skibes sødygtighed.

Til værket Seasons in Hell (2025) er elleve tilpassede tankermodeller bølgeformet fordelt i rummet og fungerer som fortællere af geologisk og menneskelig historie.

Udstillingen afsluttes med den nye videoværk Oh Body of Mine (2025, 10 min.), hvor Al Qadiri nærmer sig en ophugningsplads for udtjente supertankere i Bangladesh. Ophugning af udtjente skibe er en økonomisk sektor, der primært er placeret i lande i det såkaldte Globale Syd. En stor del af europæiske skibe ophugges også på de tre største strandværfter i Bangladesh, Indien og Pakistan. På grund af de mange giftige stoffer, der er indbygget, er det en kompleks og farlig proces, hvilket betyder, at de sociale og økologiske byrder eksporteres med. Al Qadiris optagelser viser apokalyptiske scener, understøttet af en bearbejdelse af Arthur Rimbauds digt ”Det berusede skib” (1871), og fungerer som en dyster afslutning på den mangefacetterede installation.

Monira Al Qadiri (*1983 i Senegal) voksede op i Kuwait. Hun tog sin doktorgrad i Japan og bor i Berlin. Hendes værker har været udstillet i betydelige internationale udstillinger som Venedig Biennalen ”The Milk of Dreams" (2022). Vigtige solo-udstillinger omfatter ”Mutant Passages" på Kunsthaus Bregenz (2023), ”The Archaeology of Beasts" på BOZAR i Bruxelles (2024) samt ”Deep Fate" på Museum of Contemporary Art Kiasma i Helsinki (2025).