Akitsushima. Øen med guldsmedene

Japansk rustning fra Wiktoria og Adam Jurgilewicz' samling

Guldsmede og vandnymfer (orden Odonata) er evolutionært set blandt de ældste insekter, med omkring 6.400 arter klassificeret til dato, hvoraf 74 kan findes i Polen. Disse rovdyr har altid udløst ekstreme reaktioner: glæde over deres usædvanlige vinger, der skifter farve, og beundring for deres enestående flyveevner og jagtfærdighed, men også angst og til tider endda ubegrundet frygt. Deres opfattelse har været forskelligartet i forskellige kulturer rundt om i verden. Guldsmedemotivet (tonbo) indtager en særlig plads i japansk kultur og kunst, fordi det forener naturlig orden med krigerisk symbolik og den raffinerede æstetik i brugsgenstande, mens dets betydning går tilbage til nationens ældste skriftlige traditioner. Kojiki, eller Optegnelser om gamle anliggender, nedskrev Japans tidligst kendte navn – Akitsushima, eller „Guldsmedeøen“.

Motiver fra flora og fauna pryder militære genstande, især sværdbeskyttere (tsuba), greb-endestykker, hjelme og rustninger, for naturen gennemsyrede alle aspekter af det japanske folks liv, herunder samuraimyten. Guldsmeden er derfor en del af japansk ikonografi og danner et fascinerende bindeled mellem naturens verden og samurai-klassens strenge etos. I den japanske krigerkultur blev guldsmeden kaldt kachimushi eller „sejrsinsektet“. Denne fortolkning udsprang af en enestående entomologisk iagttagelse: en guldsmed bevæger sig aldrig baglæns under flugt, hvilket gør den til en perfekt metafor for ubøjelighed, beslutsomhed og mod i kamp. Netop denne egenskab var grunden til, at guldsmedemotivet blev anvendt på våben, hjelme, rustningsdele, sværdbeslag, hestesele og små personlige genstande.

Samtidig afslører tilstedeværelsen af et så delikat og skrøbeligt motiv i en militær sammenhæng et karakteristisk træk ved japansk visuel kultur: evnen til at forene praktisk funktion med udførlig symbolik og æstetik. Samurairustningen var mere end blot et sæt redskaber til at beskytte kroppen. Den var også et tegn på klantilhørsforhold, en statusmarkør og en udtalelse om dens bærers personlige livssyn. Ornamentik inspireret af naturens verden tjente derfor ikke blot en dekorativ funktion, men var en del af et bredere system af betydninger, hvor dyr, planter og naturfænomener betegnede en persons respektive karaktertræk, dens holdning til verden og plads i den sociale orden.

I modsætning til østasiatiske kulturer, hvor guldsmeden stod for styrke, mod og succes, havde den vestlige tradition en tvetydig opfattelse af insektet. I en stor del af Europa blev guldsmede betragtet som onde, truende kræfter. Denne dæmoniske konnotation var udbredt i nordisk og germansk folkeoverlevering. Nogle gange blev den simpelthen anset for at være et symbol på djævelen. Guldsmeden dukkede relativt sent op i vestlig kunst, i forbindelse med den nederlandske tradition for naturobservation. Mod slutningen af det 16. århundrede viste hollandske kunstnere en hidtil uset interesse for den naturlige verden. Lokale insekter og andre hidtil oversete „små skabninger“ blev genstand for deres studier og skildringer, mens prøver af stadig nye arter blev indhentet fra kolonierne, gennem ekspeditioner og via den globale handel. I hollandske vanitas-stilleben var tilstedeværelsen af snegle, larver og plantespisende insekter en sigende påmindelse om tilværelsens forgængelighed, og guldsmede var en væsentlig del af denne ikonografi. I det 17. og 18. århundrede var insektskildringer domineret af en videnskabelig, encyklopædisk tilgang. Selvom oplysningstidens postulat om at tilegne sig viden var altafgørende, glæder nogle af atlasserne og de enkelte plancher os stadig med deres kunstneriske kvalitet og skønhed. Kobberstik af Maria Sibylla Merian, Moses Harris og Albertus Seba udviser en slægtskab…