Firenze Lai

Firenze Lais værk (f. 1984, Hong Kong) undersøger de sociale, politiske og rumlige undertekster, der former både individuelle og kollektive psyker på tværs af den fysiske og virtuelle verden. Med en ny serie malerier og værker på papir, skabt i hendes londonske atelier, er ‘Nord og Sand Nord’ kunstnerens første soloudstilling i Storbritannien. Figurerne, der befolker Lais lærreder, er ofte anonyme – nogle gange endda ansigtsløse – og placeret i ubestemte omgivelser, der minder om online-eksistensens formløse vidder. Disse kroppe synes at smelte sammen med sig selv eller hinanden, blive opslugt af større systemer eller kredsløb, fragmentere, duplikere sig og drive mellem riger. Lai frasiger sig individuelle ansigtsudtryk til fordel for symbolske, genkendelige gestus og søger at forstå sine motiver gennem kropsholdning og bevægelse og sporer, hvordan kropssproget konstant udvikler sig i forhold til, hvordan vi lever.

Selvom Lais malerier ofte behandler den digitale tilstand, undgår hun at skildre teknologi direkte og vender sig i stedet mod dens indvirkning på menneskelig følelse og adfærd. ‘I den fysiske verden holder en stol, et rum eller en tunnel din krop og definerer dit rum, leder dig og hjælper dig med at bevare balancen’, har hun bemærket. ‘I den virtuelle verden findes der også strukturer og infrastrukturer, der tjener lignende formål’.1 I The True North (2024) ses dette i figurens groteskt forstørrede hånd, som den bruger til at forsøge at dreje sin egen krop, hvilket minder om den velkendte berøringsbetjening til at rotere et kort på en smartphone. Den krumbøjede, ansigtsløse figur rækker blindt efter vejledning og legemliggør en kollektiv følelse af desorientering over for konstante og ofte modstridende online-data. Titlen henviser til retningen mod den geografiske Nordpol, hvor jordens rotationsakse møder den nordlige halvkugle: en fast retning, hvormed de fortabte kan finde deres orientering igen. Udstillingstitlen, ‘Nord og Sand Nord’, stiller dette over for det magnetiske nords stadigt skiftende placering. Her er sikkerhed både fast og ustadig, fanget mellem søgningen efter en enkelt kilde til ‘sandhed’ og umuligheden af at finde den i den digitale tidsalder.

Kunstig intelligens fremkomst har præget Lais seneste værk som en tilstand snarere end et motiv, en linse gennem hvilken længe eksisterende sociale og politiske bekymringer kan overvejes på ny. Ved at iagttage mennesker, der ‘effektivt lever mellem den analoge og den digitale verden’,2 ser kunstneren i stigende grad ‘sandhed, eller autenticitet, placeret i kroppen’.3 Som følge heraf er baggrundene i hendes malerier blevet mere abstrakte eller skematiske, og hendes kompositioner er styret af figurernes overdrevne placering. I Grey Matter (2026) ses for eksempel en figur kroget over et løst afgrænset skrivebord, hovedet bøjet, ryggen dannende en markant kurve. Armene og hænderne synes at forsvinde ind i omgivelserne, og det grebne objekt – som mange beskuere vil genkende som en smartphone, givet den trange kropsholdning og enkeltsporede optagethed – er knap nok synligt. Titlens henvisning til den hjerneregion, der understøtter tanke, bevægelse og hukommelse, kontrasterer med figurens formodet tankeløse aktivitet. Som kunstneren bemærker, er grå substans ‘afgørende for, hvad det betyder at være menneske, intellektuelt og psykologisk’, men siden AI’s fremmarch ‘foregår vores tankeproces ikke længere helt i hovedet. Den finder sted et sted uden for os, måske i rummet mellem vores øjne og hænder’.4 Hvor den digitale tidsalder synligt ændrede kroppe, som med såkaldt ‘tech neck’, udforsker Lais seneste værk de mere ufattelige og til tider uoprettelige forandringer, som AI har bragt – en omformning af erkendelse, intellektuel kapacitet og selve virkeligheden.

Lais figurer fungerer som arketyper for kollektive psykiske og fysiske tilstande: ‘Hver figur, jeg maler, er den samme person. Det er dig og mig. En universel karakter fanget på forskellige tidspunkter’.5…