Gabriel Orozco

Med cirka 200 nye og eksisterende værker, der spænder over skulptur, maleri, fotografi, assemblage og værker på papir, samler Gabriel Orozcos ‚Chronotopic‘ kunsthistorikeren Briony Fer, som har skrevet grundigt om kunstneren, som kurator. I 2025 kuraterede Fer Orozcos store Museo Jumex-udstilling ‚Politécnico Nacional‘ i Mexico City.

Chronotopic Et essay af Bryony Fer

CHRONOS (TID) + TOPOS (RUM) = KRONOTOP

Gabriel Orozcos nye udstilling tager form af en rejsefortælling gennem tid og rum. Med afsæt i kunstnerens interesse for leg og spil samt tropes fra sci-fi og arkæologi bevæger udstillingen sig gennem forskellige zoner for at udforske den formelle logik, der holder den forbløffende bredde i hans objektverden sammen.

‚Chronotopic‘ kombinerer hverdagens små rytmer med et planetarisk systems enorme skala, livets materielle stof med ideer om geometri og universet. I Orozcos hænder tilbyder disse uoverensstemmelser – som kan være ekstreme og endda absurde – materielle måder at tænke og skabe på, der punkterer forestillinger om kunst som storslået episk eller transcendent. Hvis han altid har været fascineret af rummet, er det i legens ånd snarere end gudernes.

Et nyt værkkorpus fortsætter Orozcos langvarige undersøgelser af forholdet mellem videnskab og fiktion, tilfældighed og geometri, materialitet og poesi, tid og det utidige. Han arbejder med materialer, der er lige så engangsagtige som silkepapir og toiletpapir, og lige så historiske som bladguld og tempera, og værkerne spænder over et bredt udsnit af geografier og kulturelle systemer. Udstillingen følger en bane, der krydser tre kontinenter, og undersøger, hvordan en del af kunstværkets arbejde består i at bevæge sig gennem forskellige kontekster og omstændigheder; hvordan ideer såvel som kunstværker altid er mobile og aldrig statiske, og konstant skaber nye forbindelser og forandrer sig over tid i processen.

Udstillingen omfatter centrale værker som La DS (Cornaline) (2013), en sammensat Citroën-bil, der ofte er blevet betragtet som en slags rumskib, samt større værker, der aldrig før har været vist i Storbritannien, såsom The Weight of the Sun (2003), Visible Labour (2015) og Lluvia de Aplausos (2025). Disse vises sammen med mange værker fra hele hans karriere, der begynder i begyndelsen af 1990’erne, da han første gang fremstod som en betydelig international kunstner.

Orozco har altid tænkt på cirklen som et instrument eller en anordning at arbejde med, snarere end som en statisk form i en kunstnerisk komposition. I hans værk har den udviklet sig til et tidsligt og rumligt værktøj – som et navigationsinstrument, han bruger til at åbne kunsten for den virkelighed, den i sidste ende er skabt ud af. Cirklen har vist sig bemærkelsesværdigt elastisk i de sidste årtier og uendeligt tilpasningsdygtig. I stedet for at tænke på tid i form af en lineær udvikling, der altid marcherer ubønhørligt fremad, har cykliske tidsmodeller en tendens til at løbe i ring baglæns og forlæns og krydse kulturer over hele verden. Ligesom hukommelse eller sci-fi giver dette store problemer for tidsmålingen. Set gennem denne kronotopiske linse præsenterer Orozcos værk en række spørgsmål snarere end endelige svar og løsninger: Hvordan kommer tiden ind i kunstværket? Kan kunst være en form for tidsrejse? Hvorfor er vi så optaget af ideen om, at kunst er hinsides tid og tidløs, når problemet måske blot er, at den er alt for fuld af tid?