Argus & Medusa: Om håb i svære tider

Udstillingen Argus & Medusa er en usandsynligt sand historie. Eller rettere, et fragment af den, et glimt, et ekko. Det er historien om et to hundrede år gammelt maleri, der stadig betragtes som et af historiens mest virkningsfulde kunstværker. Det monumentale lærred med titlen Medusas Tømmerflåde (1818–1819), som nu hænger i Louvre i Paris, har siden sin skabelse fascineret kunstnere, forfattere og andre skabende sjæle på tværs af tid, kulturer og kontinenter. Denne udstilling viser, hvordan værket stimulerer fantasien hos nutidens billedkunstnere og dermed afspejler virkeligheden i dagens verden.

Da den unge franske kunstner Théodore Géricault i juli 1818 barberede sit hoved og lukkede sig inde i sit parisiske atelier, var han fuldstændig besat af tanken om at skildre en nylig tragisk begivenhed, der havde rystet det franske samfund og fyldt forsiderne i datidens presse: Efter fregatten Méduse’s forlis ud for Vestafrikas kyst befandt 147 af dens besætningsmedlemmer sig med utilstrækkelige forsyninger på en provisorisk tømmerflåde, som til sidst blev forladt af redningsbådene og skibets kaptajn, der overlod den til at drive rundt på det åbne hav. I løbet af de næste tretten dage blev de skibbrudne på tømmerflåden både ofre for og udøvere af usigelige rædsler – vold, mord og endda kannibalisme. Kun femten af dem blev reddet.

Géricault arbejdede febrilsk i måneder og skabte mange skitser af begivenheden. Han besluttede til sidst at skildre det øjeblik, hvor de overlevende på tømmerflåden desperat vinker til redningsskibet Argus, som stadig kun er et lille punkt i horisonten. Argus og Medusa. Et øjeblik mellem håb og fortvivlelse.

Maleriet Medusas Tømmerflåde betog de kunstnere, hvis værker præsenteres på denne udstilling (såvel som mange andre) med sin monumentalitet, banebrydende komposition og udførelse, men frem for alt med sin episke skildring af menneskeheden ramt af pludselig katastrofe. Kunstnere forstår Géricaults værk som en metafor for den moderne verden og dens kriser – fra krige, pandemier eller migrationskrisen til klimaforandringer, sammenbruddet af den sociale orden og personlige traumer. De understreger dog også håb, menneskelig modstandsdygtighed og menneskeartens evne til at overleve, primært gennem empati, medfølelse og solidaritet. Hvordan håndterer vi kriser og katastrofer, når håbet skrumper til et lille punkt i horisonten? Den britiske dramatiker Tom Stoppard opsummerede entydigt budskabet i Medusas Tømmerflåde: „Hvis vi ikke holder sammen, er vi fortabt.”

Udstillende kunstnere: Bill Viola, Nikita Kadan, David LaChapelle, Kader Attia, Elfie Semotan, Jakub Špaňhel, Miquel Barceló, Hu Jieming, John Beard, Wolfe von Lenkiewicz, Conrad Botes, Martin Gerboc, Sylvie Choisnel, Banksy, Tom de Freston, Jason deCaires Taylor, Adad Hannah, Joel-Peter Witkin, Karol Radziszewski, Paul McCarthy, Monika & Bohuš Kubinští, Pierre-Désiré Guillemet & Étienne-Antoine-Eugène Ronjat

Særlig tak for inkluderingen af litterært værk i udstillingen: Julian Barnes

Kurator: Michaela Šilpochová