Power Plants

Udstillingen Power Plants af den portugisiske kunstner Beatriz Manteigas udspringer af det landskab, hun lever og arbejder i, omkring Albergaria-a-Velha i regionen Aveiro, hvor en monokultur af eukalyptus dækker cirka 80 % af området, og de lokale blot kalder det „skoven“. Før eukalyptusserne voksede her fyrretræer, men ingen af de nulevende beboere husker en ældre skovbestand. Hjertet i installationen er tre lydløse videoer i en loop. Den første viser en artsrig skov ved Quinta das Relvas, hvor kunstneren lever og arbejder. Den anden viser en nærliggende eukalyptusplantage. Den tredje præsenterer „skoven“ af solpaneler, altså „power plants“ fra udstillingens titel, som henviser til det portugisiske regeringsdokument Mapa Verde fra juni 2026. Dokumentet udpeger områder, der egner sig til sol- og vindkraftværker, og foreslår alene i Albergaria-a-Velha næsten 30 % af arealet til solprojekter. Kunstneren ser her endnu et kapitel i samme historie: efter fyr og eukalyptus kommer en monokultur af metalpaneler, og „energiomstillingen“ forvandles ubemærket til „energiekspansion“. Videoerne ledsages af et udvalg af ældre og nyere værker i forskellige medier, fra keramik over tegning til maleri.

Ved indgangen til galleriet møder vi et usikkert lille korthus af porcelænskort. Værket fungerer som en metafor for magtforhold rundt om i verden. Fra den omfattende udnyttelse af naturressourcer og forurening af planeten til menneskerettigheder og naturens rettigheder er det kun nogle få nøglespillere, der holder de vigtigste kort. De spiller med pokeransigter, og vores miljøs skrøbelige stabilitet forstyrres stadig mere. Selve porcelænskortenes materiale reagerer på sin omgivelse og bøjer eller knækker derfor.

Denne ustabilitet fremkaldes også af et nyt værk fra en langvarig serie af termotryk, som blev påbegyndt under et kunstnerisk ophold ved Cycladic Arts (Paros, Grækenland, 2023). I denne serie multiplicerer Beatriz de berømte skulpturer af den italienske barokarkitekt og kunstner Gian Lorenzo Bernini med en teknik, hvorigennem disse klassiske symboler på vestlig kultur forsvinder under lysets påvirkning, hvilket symboliserer naturens uundgåelige magt over kulturen, som til sidst altid overgår alle menneskelige skabelser. Den søjleagtige form er derfor også symbolsk skæv.

Det motiv, vi har valgt til udstillingen, er Apollon og Daphne (en skulptur skabt af Bernini i årene 1622–1625), en scene med en stærk økofeministisk læsning. Nymfen Daphne forfølges af Apollon, som vil voldtage hende. I sin desperation beder nymfen sin far, en flodgud, om at redde hende, og han forvandler hende til et laurbærtræ. Her, i hjertet af den vestlige kultur, ser vi et stærkt symbol på ekstraktivistiske tendenser, hvor naturen – ifølge mange aktivister og akademikere – krænkes af menneskets umættelighed. Men – og det må vi ikke glemme – er vores planets ressourcer ikke fordelt jævnt.

I galleriets første rum ser vi værker, der er skabt under kunstnerens rejser rundt i verden. Som Beatriz forklarer, opstod serien After the Storm (Efter stormen) i 2016 under en rejse til Myanmar (tidligere Burma), inspireret både af George Orwells Dyrenes opstand (Orwell var dér stationeret som officer i den koloniale politistyrke under den britiske besættelse) og af historien om Aung San Suu Kyi – først politisk fange, dernæst modtager af Nobels fredspris og til sidst statsrådgiver. I denne stilling viste hendes beslutninger sig fjendtlige over for landets mindretal og over for ytringsfriheden, hvilket muliggjorde massakrer og interne konflikter, som til sidst førte til hendes afsættelse i 2021 ved et militærkup. Malerierne viser stormskyer og efterlader det åbent, om stormen klarer op eller samler kræfter. For nylig blev serien befriet fra sine rammer og bearbejdet med nye lag oliemaling og pastel. Denne revision blev udløst af begivenhederne i Venezuela og af den lige så omstridte Nobels fredspris til Corina Machado. Serien spørger meget indirekte til vores samfunds etiske principper og til, hvem eller hvilke institutioner der kan garantere dem.

Selvportræt på Amazonas reflekterer også himlen, så kunstnerens ansigt paradoksalt nok bliver usynligt. Sandets næsten gyldne farve og det skinnende blå på figuren kan minde om ikonet af Madonnaen, igen et vestligt symbol, men her…