SYMPLOKÉ

Vernisage torsdag den 22. oktober 2026 kl. 18:00.

Med kunstneriske kommentarer af Roberta Bielika, Julie Hayward og Frenzi Rigling.

Kurator: Miroslav Haľák.

Fremmedord, som som regel afskrækker den bredere offentlighed fra at læse kunst- og videnskabelige tekster, bør ikke være et redskab for pseudointellektuel udstilling, men et uerstatteligt hjælpemiddel til at beskrive fænomener, der ligger uden for hverdagen. Kunst er netop sådan et fænomen i vores liv, og derfor kan et grundlæggende ordforråd ikke alene forklare, hvad der foregår for eksempel på Ivan Pinkavas fotografier. Hvis visse begreber, for eksempel fra det poststrukturalistiske ordforråd, ikke bruges og gentages til kedsommelighed blot som en moderig manér, så kan søgningen efter det rette udtryk for at beskrive komplekse relationer inden for en kunstnerisk komposition føre os ud på en eventyrlig rejse gennem tid og rum, en rejse i erkendelsen. Til en sådan rejse inviterer også udstillingen af Ivan Pinkavas fotografier, for i forsøget på at trænge ind under overfladelaget af hans menneskekroppe, ophobede materialer og atypiske bunker af genstande overskrider vi kategorierne for simple beskrivelser af skønhed.

I Platons sene dialog Sofisten møder vi begrebet sammenflettning (symploké), som i kunstteorien uretmæssigt overses. Med den filosofiske term symploké („σύν“ [syn-] – præfiks: „sammen“, „med hinanden“ eller „i fællesskab“ / „πλέκω“ [plekó] – verbum: „flette“, „sammenvæve“ eller „væve“) kan man betegne den gensidige sammenhæng for eksempel mellem objektiv virkelighed og subjektiv forestilling. På grundlag af dette ord finder således et møde sted mellem det uvirkelige og det erkendelige, men også mellem den abstrakte idé og den legemliggjorte form. Disse konfrontationer udgør i øvrigt substansen i ethvert kunstværk. Den antikke filosofi tog et billede fra tekstilkunsten til hjælp for at fremhæve fordelene ved at forene tilsyneladende ueensartede elementer til en meningsfuld helhed. Kunsten stiller os ofte over for den vanskelige opgave at afdække koden for indre sammenhænge i floret af ydre uforenelighed. Det ville dog være en fejltagelse at antage, at ethvert kunstværk har en sådan disposition, ligesom det ville være naivt at tro, at ethvert maleri eller enhver skulptur nødvendigvis ønsker at udtrykke komplekse aspekter af menneskelig eksistens. Kunstnere væver af forskellige tråde af individuel inspiration, men det færdige stof kan også afsløre deres usammenhæng. Desto sjældnere er det derfor at opdage et værk, hvis styrke ligger i, hvordan kunstneren er lykkedes med at væve et indre sammenhængende stof af forskellige garner af tanker.

Ivan Pinkavas fotografier er æstetisk tiltrækkende, men deres form er hverken et selvformål i konstruktiv-kompositorisk øvelse eller en overfladisk formidling af forudsigelige indhold. Med det kunstneriske sprog, som han gennem årene har forfinet, skaber Ivan Pinkava visuelle tekster med en genkendelig forfatterhåndskrift, men først mellem de tænkte linjer, i en slags intertekstuel dimension, kan man opdage de sjældne sammenhænge, altså sammenflettningen af overraskende kendsgerninger. Ikonografien i hans værker kan friste til at søge overfladiske analogier i kunsthistorien og til at afkode budskabet fra den nøgne figur på en forenklet måde, men det forbliver et faktum, at der bag de stiliserede positurer hos de fotograferede figurer og stilleben med lagdelte flader af forskellige materialer og teksturer gemmer sig en spænding, der næsten kan mærkes fysisk. I dramatisk belysning er kroppe lige så iscenesatte som banale tekstilfragmenter, krøllede stoffer, syntetiske skum, stole, møbler, planter eller presenninger, plader, brædder og bjælker. Anonyme rum af liminal karakter er scenen for det statiske øjeblik af sammenflettningen af det konkrete med det overnaturlige. Det er fascinerende, hvordan Ivan Pinkavas fotografier visualiserer polariteten mellem genstandes form og tankers indhold. Resultatet er nemlig aldrig blot et trivielt objekt, ikke blot en optagelse af en skumrulle eller et udbredt tæppe. Bag Ivans objektive konstruktioners materialitet gemmer sig en poetisk dimension af væren.

Det er tankevækkende, hvordan Pinkava manipulerer menneskets anatomi, og på den anden side, hvordan han komponerer sjælløs materie. I de omfattende serier af hans akter, som i princippet er portrætter af subjekter, finder vi derimod essensen af livløs objektivitet. Det ville ikke være rigtigt at hævde, at de mandlige kroppe på…