SYMPLOKÉ / ΣΥΜΠΛΟΚH

Udstillingsåbning torsdag den 22. oktober 2026 kl. 18:00.

Kurator Miroslav Haľák

Med kunstneriske kommentarer af: Roberta Bielik, Julie Hayward og Frenzi Rigling.

Fremmedord, som typisk afskrækker den brede offentlighed fra at læse kunstvidenskabelige tekster, bør ikke være et redskab for pseudo-intellektuel udstilling, men et uundværligt hjælpemiddel til at beskrive fænomener, der undslipper hverdagen. Kunst er netop et sådant fænomen i vores liv, og derfor er et simpelt grundlæggende ordforråd ikke tilstrækkeligt til at forklare, hvad der for eksempel sker på Ivan Pinkavas fotografier. Hvis visse begreber, for eksempel fra det poststrukturalistiske ordforråd, ikke kun bruges og gentages til ulidelighed som en modemanér, så kan jagten på det korrekte udtryk til at beskrive komplekse relationer inden for en kunstnerisk komposition føre os ud på en eventyrlig rejse gennem tid og rum, en rejse med opdagelsens eventyr. Denne udstilling af Ivan Pinkavas fotografier inviterer også til en sådan rejse, for i et forsøg på at trænge ind bag overfladelaget af hans menneskekroppe, akkumulerede materialer eller atypiske bunker af objekter, overskrider vi kategorierne for simple skønhedsbeskrivelser.

I Platons sene dialog Sofisten støder vi på begrebet sammenfletning (symploké), som uretfærdigt er overset i kunstteorien. Det filosofiske udtryk symploké ("σύν" [syn-] – præfiks: "med", "sammen" eller "sammen med" / "πλέκω" [plekó] – verbum: "at flette", "at sammenflette" eller "at væve") kan betegne den gensidige sammenhæng, for eksempel mellem objektiv virkelighed og subjektiv fantasi. På grundlag af dette ord finder mødet mellem det uvirkelige og det erkendelige sted, men også mødet mellem en abstrakt idé og en materialiseret form. Disse konfrontationer udgør desuden substansen i ethvert kunstværk. Antik filosofi brugte en tekstil metafor til at understrege fordelene ved at kombinere tilsyneladende uforenelige elementer til en meningsfuld helhed. Kunsten stiller os ofte over for den vanskelige opgave at afsløre en kode for interne korrelationer i et virvar af eksterne uforeneligheder. Det ville dog være en fejl at antage, at hvert kunstværk har en sådan disposition, ligesom det ville være naivt at antage, at hvert maleri eller hver skulptur nødvendigvis ønsker at udtrykke komplekse aspekter af den menneskelige eksistens. Kunstnere væver af forskellige tråde af individuelle inspirationer, men det resulterende stof kan også afsløre deres uoverensstemmelse. Det er derfor så meget mere værdifuldt at opdage et værk, hvis styrke ligger i, hvor internt sammenhængende et stof forfatteren har formået at væve ud af forskellige tankegange.

Ivan Pinkavas fotografier er æstetisk fængslende, men deres form er ikke blot en selvbetjenende konstruktiv-kompositionel øvelse, ej heller en overfladisk formidling af forudsigeligt indhold. Med et kunstnerisk sprog, han har perfektioneret gennem årene, skaber Ivan Pinkava visuelle tekster med en genkendelig autoral signatur, men det er først mellem de imaginære linjer, på et slags intertekstuelt niveau, at de dyrebare sammenhænge, altså sammenfletningen af overraskende realiteter, kan opdages. Ikonografien i hans værker kan føre til søgen efter overfladiske analogier fra kunsthistorien og til et forsøg på simpelt at dechifrere budskabet om den nøgne figur, men faktum er, at bag de stiliserede positurer af de fotograferede figurer og stilleben med lagdelte overflader af forskellige materialer og teksturer skjuler der sig en næsten fysisk håndgribelig spænding. I dramatisk belysning iscenesættes både kroppe og banale tekstilfragmenter, draperede stoffer, syntetiske skum, stole, møbler, planter eller presenninger, brædder, planker og bjælker på samme måde. Anonyme rum af liminal karakter er scenen for et statisk øjeblik af sammenfletning af det konkrete med det overnaturlige. Det er fascinerende, hvordan polariteten mellem objekters form og tankens indhold visualiseres i Ivan Pinkavas fotografier. Resultatet er nemlig aldrig blot et trivielt objekt, et simpelt skud af en rulle skumgummi eller et udbredt tæppe. Ud over materialiteten i hver af Ivans objektive konstruktioner ligger en poetisk dimension af væren.

Det er slående, hvordan Pinkava manipulerer menneskets anatomi og på den anden side, hvordan han komponerer sjælløs materie. I de omfattende serier af hans nøgenbilleder, som i princippet er portrætter af subjekter, finder vi tværtimod essensen af livløs objektivitet. Det ville ikke være korrekt at hævde, at de mandlige kroppe på Ivans fotografier er tomme former, instrumentaliseret til passivt at opfylde tilfældige, statiske scenarier. Det er snarere en mytisk transformation af mennesket til andre positioner af sanseligt opfattet eksistens. For at beskrive dette fænomen vil vi bruge andre begreber som kosmorfisme og antropomorfisme. Hvis graden af menneskelig transformation når et niveau af næsten sjælløs objektivitet, taler vi om kosmorfisme, dvs. en situation, hvor en torso eller en lem bliver et kompositorisk redskab, materie, der tjener et bestemt formål. I den modsatte proces er Pinkava i stand til med sine fotografier at indgyde almindelige genstande karakter, den benjaminske aura af individuel autenticitet. Det er da, vi taler om antropomorfisme, dvs. humanisering af livløse objekter. Hver af disse transformative fænomener i Pinkavas værk skaber forskellige forudsætninger for at forstå den resulterende sammenfletning, som et punkt, hvorfra et væv af et sammenhængende billede opstår fra uoverensstemmelse.

For at gøre vejene til forståelsen af disse fotografiers betydninger klarere, vil vi bruge et navigationssystem, der er styret af koordinaterne for tre forskellige kunstneriske interventioner af Roberta Bielik, Julie Hayward og Frenzy Rigling. I tre forskellige kapitler er eksterne elementer placeret, der korresponderer med Pinkavas fotografier, hver med en forskellig kvalitativ parameter og altid baseret på et forskelligt filosofisk koncept. I kapitlet Proskynésis / προσκύνησις handler det om spændingen mellem den menneskelige figur og ritualiseringen af en historisk betydningsfuld gestus. I kapitlet Diafora / διαφορά handler det om kroppens transformation mod en kosmorfisk struktur, og i kapitlet Paronymos / παρώνυμος handler det om at afsløre, hvordan Pinkava indpræger en værenstilstand i umenneskelige substanser. Hvis, efter at have gennemgået de tre etager, og dermed de tre kapitler, af Špálas Galleri, sammenfletningen – symploké af de forskellige elementer i Pinkavas værker til et sammenhængende, meningsfuldt billede bliver lidt mere illustrativ, vil målet med denne udstilling også være opfyldt.

Miroslav Haľák