Terra Incognita

Hvordan påvirker medie- og måleteknologier vores opfattelse af verden og vores forhold til den?

Udstillingen Terra Incognita vil forsøge at besvare dette spørgsmål ved hjælp af filmessays og galleriinstallationer. Den vil understrege de processer, der i et langsigtet perspektiv forbinder afbildningen af Jorden med dens forståelse som en ressource, der er bestemt til udvinding og omdannelse til kapital. Samtidig vil den påpege, at selve medie- og måleenhederne er afhængige af råstofudvinding, da de indeholder forskellige mineraler og ædelmetaller.

Den første del af udstillingen vil fokusere på de magtfulde og historisk bestemmende måder at opfatte virkeligheden på. Hvordan vi afbilder, navngiver eller måler verden, påvirker nemlig, hvordan vi tænker om den. I denne del vil det blive vist, at selv tilsyneladende objektive systemer, såsom videnskabelige enheder eller målemetoder, ikke er neutrale, men opstod i en specifik historisk og magtfuld kontekst. Gennem prismaet af Sasha Litvintseva og Beny Wagners videoessay vil vi for eksempel se på en beregningsfejl, der den dag i dag er indskrevet i den europæiske målestandard, altså i enheden meter. De samme kontroverser vil vi, ved hjælp af Agustina Woodgates installation, udsætte den grundlæggende kategoriseringsenhed af stof, altså en elektron.

Den anden del vil præsentere projekter, der giver plads til ting og materialer, som vi normalt ikke forholder os til og ikke ser, når vi bruger billedteknologier. Processerne for optagelse, lagring og læsning af information vil i dette øjemed blive omdannet til performative begivenheder. Udstillingen fremhæver denne problematik for eksempel gennem Ioana Vreme Mosers installation, der fokuserer på forholdet mellem informationens indskrivning i mikrochippets kredsløb og dens gradvise nedbrydning. En lignende forbindelse mellem optagelsesteknologi og omgivelser afsløres også i Susan Schupplis videoessay, der observerer adfærden af en kamerachip under arktiske vinterforhold.

Udstillingens koncept tager udgangspunkt i begrebet terra incognita, som europæerne i århundreder brugte til at betegne ukendte områder på kort, de såkaldte hvide pletter. De betragtede dem automatisk på afstand, som territorier, der ikke kun skulle udforskes og beskrives, men efterfølgende også besættes og udnyttes ved udvinding af ressourcer. Dette i dag forældede kartografiske koncept vil direkte i galleriet blive fyldt med en ny betydning, der undslipper erobringslogikken. Gennem de enkelte kunstværker vil udstillingen genoverveje den afstand, som billedteknologierne har givet os til verden, og minde os om, at vi er afhængige af naturlige ressourcer og har et vist ansvar over for planeten.