Den Store Middag

Selv i dag har Siegfried Herz’ malerier, tegninger og fotografier en kvalitet af en åbenbaring. De synes ikke at stamme fra nutiden, men fra en anden, halvglemte tid, fra det urolige grænseland mellem symbolisme, tidlig ekspressionisme, dekadent melankoli, stumfilm og den private dagbog. De besidder en tidløs kvalitet, men er aldrig nostalgiske eller historiserende. Deres tidløshed er hverken et spørgsmål om stilistisk affektation eller en flugt ind i fortiden. Snarere opstår den ud fra den dybe indre isolation, hvoraf de er skabt. Herz vender sig ikke til kunsthistorien for at citere dens former, men fordi han dér finder beslægtede tilstande: ensomhed, angst, skælven, længsel, sårbarhed, ekstase og den stille accept af sin egen adskillelse. Det materielle i Herz’ værk er af central betydning. Pletter, dryp, slid, smudser, blødgjorte kanter og forstyrrede overflader skaber indtrykket af, at selve billedet har gennemgået en såringsproces. Den malede overflade bliver en slags hud, der bærer spor af berøring, tryk, opløsning og sletning. Eksponering vedrører således ikke kun den afbildede figur, men selve værket. Det er ikke kun kroppen, der afdækkes, men mediet. Billedet afslører sin egen tilblivelse, sin egen ustabilitet, sin egen sårbarhed. Herz’ malerier er ikke sømløse illusioner; de er erkendelser af skrøbelighed.

Udstillingen Den Store Middag bygger på denne fundamentale oplevelse i hjertet af Herz’ værk. Dens centrale tema er afsløring, åbenbaring og eksponering, dog ikke i første omgang som et erotisk eller kropsligt motiv. Her er nøgenhed frem for alt en metafor for psykologisk åbenhed. Den eksponerede krop, det afdækkede ansigt, det ubeskyttede blik, den smuldrende maske eller den falmende kontur er ikke tegn på ydre tilgængelighed, men øjeblikke, hvor en person kortvarigt mister evnen til at beskytte sig selv. Herz’ værker skildrer mennesker i det øjeblik, hvor deres synlige form bliver gennemtrængelig. Dette er ikke blot en repræsentation af kroppen, men en tilstand, hvor kroppen forvandles til et billede af sjælen. Udstillingens titel bærer en tilsyneladende klarhed. Middag forbindes almindeligvis med lys, med dagens højdepunkt, med timen for størst synlighed. I Herz’ vision er middag dog alt andet end idyllisk. Den er intens, nådesløs, næsten smertefuld. Det er øjeblikket, hvor hvert skyggefuldt tilflugtssted forsvinder, og man befinder sig udsat for lyset uden mulighed for flugt. Alligevel gør dette ikke figuren lettere at forstå. Tværtimod: jo mere lys der falder på Herz’ figurer, desto mere kommer deres mysterie til syne. Her forklarer lyset ikke; det afslører. Det fører ikke til sikkerhed, men til ubehag. Det antyder, at den dybeste sandhed om mennesket ikke ligger i det, der kan beskrives, men i det, der forbliver skjult, på trods af at være fuldt synligt.

Herz’ værk befinder sig på tærsklen mellem maleri, tegning, fotografi og erindringens billede. Nogle figurer synes at træde frem fra et mørklagt fotografis korn; andre er formet gennem pigment, vand, aftørring, udsivning, ophobning og forfald. Ansigter er ikke skarpt afgrænsede, men opstår gradvist. Kroppe er ikke anatomisk beskrevet, men afsløres som skrøbelige overflader, hvorpå tidens, berøringens, længslens og sårets spor har sat sig. Herz’ malerier giver indtryk af, at de ikke skabes ved at konstruere form, men ved at fremkalde noget, der længe har eksisteret i mørket. Her er billedet på én gang et minde, der kæmper for at genvinde sin form, og et sår, der nægter at heles fuldstændigt.