4 årstider… nærvær

4 årstider… nærvær er min fortælling om en kvinde, der ikke behøver et navn for at være en gudinde. I de seneste år har mine værkers temaer kredset om de følelsesmæssige temperaturer, der gennemsyrer eksistensens kvindelige substans – hendes enestående karakter, hendes næsten overnaturlige skabende kraft, hendes forbindelse til naturen, men også tabet af selvet til fordel for et nyt. Jeg henviser ikke til én bestemt figur – hun er et nutidigt udtryk for den kvindelige energis „nærvær”, samtidig indskrevet i naturens kredsløb, i verdens, sindets og følelsernes orden. Hendes krop er ikke en grænse, men et sted for overgang: nogle gange udstråler den opad i gyldne tråde, andre gange opløses den i farve, i tåge, i skygge.

Titlen bryder bevidst med årstidernes bogstavelige betydning og bevarer kun deres rytme – fire fremtrædelsesformer af samme væren som kvinde, samtidig som forskellige aggregeringstilstande af samme kraft. Værkerne i cyklussen viser en krop, der aldrig er en lukket, stabil form med en fast grænse. Den er næsten altid i færd med at blive, opløses eller træde frem – omgivet af tråde, linjer og farvebånd, der krydser hudens grænse og forbinder figuren med det, der omgiver den. Tråd, rod, stråle og farvestribe bliver i mine værker det centrale visuelle motiv, der fortæller om krop og psykes gennemtrængelighed.

Farvepaletten følger cyklussens følelsesmæssige rytme – fra dæmpet, røgfyldt mørke, gennem en sanselig, udflydende palet af blåt og lyserødt, til jordnær, rustfarvet spænding og et køligt, slukket dunkel. Også graden af formens opløsning ændrer sig: fra en silhuet, der knap nok træder frem af baggrunden, over en krop helt smeltet ind i farven, til en figur, der bærer sin egen vægt og til sidst fortoner sig i formløs tåge.

Det er ikke en illustration af trosforestillinger, men deres spor – en erindring om, at kvindelighed altid har båret noget utæmmet og hellig i sig. Den er klædt i én gang skrøbelighed og følsomhed smeltet sammen med styrke, magt og stædighed. Samtiden forsøger at tæmme denne mangedimensionalitet, gøre den flad og tryg. Udstillingen undslipper dette.

Det nærvær, cyklussen taler om, er ikke passivt. Det er en aktiv form for vedvaren – i kroppen, i naturen, i universet – uafhængig af blikket udefra og uden behov for bekræftelse for at eksistere fuldt ud. Kvinden i disse billeder repræsenterer hverken naturen eller det guddommelige – hun er begge dele, i hver af sine fire, samtidig nærværende fremtrædelsesformer.

Katarzyna Koch