Urolige ordener. Skulptur og menneskelighed siden 1945

Skulptur kan give indre tilstande en fysisk form, lade en hverdagsgenstand op med begær eller gøre sociale tvange mærkbare. Hvad en skulptur kan være, har siden 1945 gang på gang forandret sig grundlæggende. Urolige ordener spænder en bue over mere end otte årtier af kunstnerisk fornyelse og social forandring.

Udstillingen forbinder menneskebillederne i den østrigske efterkrigsmodernisme med de radikale eksperimenter i 1960'erne og 1970'erne, hvor skulpturen udvides til rum, handling, medie og situation. Den fører videre ind i de modsætningsfyldte 1980'ere, hvor en ny vare- og objektkultur møder en stærkere vending mod subjektiv og psykisk erfaring, og derfra helt op til nutiden. På tværs af disse historiske konstellationer vender spørgsmål om menneskelig eksistens, sociale, institutionelle og økonomiske ordener samt forholdet mellem materiale, omgivelser og komplekse systemer tilbage.

Udstillingen spørger, hvordan forandringer i de kunstneriske midler hænger sammen med tidens erfaringer og brud. Krig og genopbygning, kritikken af forældede kønsroller eller teknologiseringen af hverdagen kan blive impulser til også at gentænke kunstens fremgangsmåder. Kunstnere griber ind i rum, skaber relationer og skaber situationer, hvor opfattelse og handling selv bliver til genstand for et eksperiment. De arbejder med kroppe og apparater, med fundne genstande og naturmaterialer. De forbinder ting til rumlige strukturer eller sætter processer i gang, der udvikler en egen dynamik. I udstillingens centrum står den opfindsomhed og den hastighed, hvormed kunstnere udforsker og udvider skulpturens muligheder for at give form til erfaringer, der ikke blot lader sig afbilde.

I udstillingen mødes østrigske og internationale positioner fra efterkrigsmodernismen til nutiden i uvante nabolag. Tilbagevendende spørgsmål forbinder værker fra forskellige årtier og generationer. I sammenligningen bliver det synligt, hvor tæt en form kan være knyttet til sin tids erfaringer og konflikter, og hvorfor den stadig berører, foruroliger eller udfordrer os i dag. Sammenligningen åbner værkerne uden at opløse deres gådefulde karakter.

Udstillingen bygger videre på Generali Foundations mangeårige arbejde med indsamling, forskning og udstilling om udvidelsen af det skulpturelle og dets samfundsmæssige betydning. Samtidig etablerer den en dialog med udvalgte værker fra museets samling, som har tyngdepunkter i den østrigske efterkrigsmodernisme, i menneskebilledet og i samtidige positioner. Der tegner sig ikke en lige udviklingslinje, men en historie om forskelligartede, til tider modsigende svar på spørgsmålet om, hvordan vi forstår os selv og vores verden.

Med værker af

Robert Adrian X, Joannis Avramidis, Josef Bauer, Mária Bartuszová, Gottfried Bechtold, Josef Dabernig, Maria Eichhorn, Evelyne Egerer, VALIE EXPORT, Judith Fegerl, Werner Feiersinger, Heinz Frank, Marcus Geiger, Isa Genzken, Bruno Gironcoli, Roland Goeschl, Hans Haacke, Bethan Huws, Willi Kopf, Brigitte Kowanz, Sigalit Landau, Sonia Leimer, Ines Lombardi, Christian Lutz, Marianne Maderna, Gordon Matta-Clark, Gustav Metzger, Bruce Nauman, Bernd Oppl, Hermann J. Painitz, Walter Pichler, Josef Pillhofer, Christine Prantauer, Gerwald Rockenschaub, Zbyněk Sekal, Rini Tandon, Andreas Urteil, Manfred Wakolbinger, Lois Weinberger, Franz West, Hannah Wilke, Fritz Wotruba, Erwin Wurm, Heimo Zobernig m.fl.