Skjulte tanker af visuel natur

I „lægeboligen“ på husets mezzanin havde Freud sin praksis fra 1896 til 1906. Nu vises der den permanente udstilling „Skjulte tanker af visuel natur“ – en præsentation af udvalgte værker fra Sigmund Freud Museums konceptkunssamling, som blev grundlagt i 1989 med en installation af den amerikanske kunstner Joseph Kosuth. Tolv værker af John Baldessari, Wolfgang Berkowski, Pier Paolo Calzolari, Jessica Diamond, Georg Herold, Susan Hiller, Ilya Kabakov, Joseph Kosuth, Sherrie Levine, Haim Steinbach, Franz West og Heimo Zobernig er udstillet i Freuds „første“ praksislokaler.

Værkerne af Joseph Kosuth og Heimo Zobernig vises i det tidligere venteværelse, som fra 1902 tjente som mødested for det berømte Psykologiske Onsdags-Selskab: Kosuths væginstallation fremmer integrationen af nyt tankemateriale i det allerede eksisterende. Også i Zobernigs arbejde rykker den strukturelle lighed mellem vision og virkelighed endnu en gang i centrum for diskussionen.

På verandaen udstilles værker af Wolfgang Berkowski og Sherrie Levine, hvor sproglige og objektbaserede fund avanceres til kunstneriske ledemotiver. I behandlingsrummet, hvor analysanderne, liggende på divanen, sammen med Freud udviklede metoden „Talking Cure“, flyder kernetemaer fra psykoanalysen ind i de kunstneriske undersøgelser: Georg Herold besvarer spørgsmålet, „om vores ‚kulturelle‘ seksualmoral er ofrene værd, som den pålægger os“ med kritisk vid. Steinbach henviser til mulighederne for forståelse i løbet af den psykoanalytiske terapi og bringer „Talking Cure“, med „AHA!“ i bogstavelig forstand af ordet, på banen. For John Baldessari danner fotografiske referencer udgangspunktet for at sætte affinitet såvel som diskrepans i det Un-Heimliche i billedet, og Susan Hiller afprøver i sin omfattende beskæftigelse med arkivalierne fra Freuds efterladte papirer „erkendelsen af det egne i det andet“. I centrum er Franz Wests „Liège“ fra 1989 opstillet. Der, hvor Freuds divan sandsynligvis stod, rejser nu på en hvid sokkel dens groft sammensvejsede modstykke, som mindre indbyder til at dvæle end snarere henviser til den psykoanalytiske settings instrumentelle karakter.

I det værelse, hvor Freud skrev Drømmetydning, findes Jessica Diamonds selv- såvel som fremmedhenvisende værk „Me Constellation“. Ilya Kabakov udvikler – i dag på det sted, hvor Freuds skrivebord sandsynligvis tidligere stod – med fundne møbler sin specifikke symbolik: Således understreger det kunstneriske arrangement rummets tidligere funktion og udvider den med den selvbiografiske historie „Manden der fløj ind i billedet“.

I køkkenet, hvorigennem man diskret kunne forlade praksissen efter sessionens afslutning, navngiver Pier Paolo Calzolari med „Avido“ (ital. „Grådighed“) kendsgerningen om seksuel lyst.

Med sin rumstruktur, der den dag i dag er bevaret i sin originale form, er ikke kun „psykoanalysens oprindelsessted“ entydigt defineret. I dag bidrager de for første gang permanent præsenterede konceptkunstværker desuden til de indhold, som Freud engang beskæftigede sig med på dette sted: Spørgsmål om forholdet mellem kønnene rejses såvel som den mulige diskrepans mellem oplevet og husket eller mellem individuel og social (selv-)bestemmelse. Det tætte, indbyrdes betingede forhold mellem kunst og omgivelser adskiller sig her væsentligt fra kriterierne for den neutralt designede „White Cube“, som normalt foretrækkes til præsentation af samtidskunst – da kunstværkerne, der korresponderer med Freuds tidligere virkeområde og alle dets historiske implikationer, på dette sted smelter sammen med deres omgivelser til en virkningsenhed.

Koncept: Monika Pessler