Neonfarveblændluminansvoldsmaleriretinalkollisionsfare

Den første institutionelle udstilling i Europa, der er dedikeret til den amerikanske maler Katherine Bernhardt, præsenterer et omfattende overblik over hendes seneste værker. Med sine storformat, lysende farverige malerier har Bernhardt etableret sig som en af de mest markante stemmer inden for samtidskunsten. Titlen på Katherine Bernhardts udstilling, Neonfarbblendluminanzwuchtgemaeldenetzhautkollisionsgefahr, er en orddannelse bestående af otteoghalvtreds bogstaver, som på tysk forbinder de enkelte elementer, der er essentielle for udstillingskonceptet og den kunstneriske tilgang, til en enkelt enhed: neon – farve – blænding – luminans – kraft – maleri – nethinde – kollision – fare. Samtidig fungerer titlen som en sproglig overvældelsesgestus og som en fortætning af en sensorisk erfaringslogik: Den beskriver mindre, end den afficerer, og henviser til en billedproduktion, der direkte sigter mod perception, stimulusintensitet og visuel overlejring. Sammenkædningen af begreber skaber en form for semantisk kontinuerlig strøm, der overfører logikken i hendes maleri – præget af overlejring og naboskab af tegn samt impulsiv intensitet og samtidighed – til et radikalt åbent sprog.

Bernhardts værk bevæger sig i krydsfeltet mellem popkunst, neo-ekspressionisme og postdigital maleri. Hun genoptager strategierne fra 1960'ernes popkunst, som de blev udviklet af kunstnere som Andy Warhol, Roy Lichtenstein og Claes Oldenburg, og oversætter deres billedsprog til en subjektiv og ekspressiv nutidig form. I modsætning til den beregnede distance i klassisk popkunst er Bernhardts malerier kendetegnet ved gestisk umiddelbarhed, spontanitet og en bevidst uperfekt åbenhed. Samtidig viser hendes værker referencer til 1980'ernes neo-ekspressionisme. Ligeledes henviser den indtrængende brug af farver samt den fysiske, sanselige tilstedeværelse af hendes malerier til kunsthistoriske referencer, der går endnu længere tilbage – til Henri Matisses rumskabende farveverdener eller stillebenene fra Giorgio Morandis koncentrerede billedkosmos. Bernhardt bruger heller ikke hverdagsgenstande primært på grund af deres symbolske betydning, men som udgangspunkt for maleriske udforskninger. Hendes motiver følger dynamikken i selve maleriet og ikke et på forhånd fastlagt ikonografisk program. I sine malerier henviser Bernhardt desuden gentagne gange til værker af samtidige kunstnere:inder, som hun værdsætter, såsom Alex Katz, Mary Heilmann, Laura Owens og Josh Smith.