Impressionisme

Med omkring 70 udstillingsgenstande – malerier og skulpturer – sætter udstillingen fokus på den betydelige samling af impressionistiske værker i Hamburger Kunsthalle for at vise den i en bredere global sammenhæng. På baggrund af genopstående nationalismen opstår spørgsmålet også, om det stadig giver mening at opdele impressionismen i nationale kategorier i dag – og, hvis ja, hvad det medfører for vores tænkning og følelser.

Stilretningen impressionisme er ofte synonym med Frankrig: for kunstnere som Édouard Manet, Claude Monet eller Auguste Renoir, for yndige, lyse og farverige værker, der ofte viser scener udendørs, eller for en seriel udforskning af høstakke, kirkefronter og åkandedamme i spillet af forskellige lysstemninger på forskellige tidspunkter af dagen eller året. At sammenhængen mellem ›impressionisme og Frankrig‹ ikke gælder i denne eksklusivitet, viser allerede et flygtigt blik på andre lande, hvor impressionismen, omend med tidsmæssig forsinkelse, udfoldede sig ganske selvstændigt. I Tyskland tæller bl.a. det kendte og allerede i sin levetid så navngivne »Triumvirat« bestående af Lovis Corinth, Max Liebermann og Max Slevogt til impressionismen. Allerede samtidige kunsthistoriske stemmer opfattede bevægelsen som et europæisk fænomen.

Selvom impressionismen i sit fødeland Frankrig senest med Første Verdenskrigs begyndelse mistede sin betydning, rakte impressionistiske strømninger i Tyskland, især inden for akademierne, langt ind i 1920'erne. Samtidig kæmpede førende museumsdirektører som Fritz Wichert (Kunsthalle Mannheim), Hugo von Tschudi (Nationalgalerie Berlin og Neue Pinakothek München), Gustav Pauli (Kunsthalle Bremen og Hamburger Kunsthalle) samt Alfred Lichtwark (Hamburger Kunsthalle) for dette maleri, som derved fandt vej ind i offentlige samlinger.

Den nye præsentation af impressionismens værker belyser både forskellene mellem de tyske og franske repræsentanter og deres ligheder. Det er også vigtigt at spørge, hvilke temaer malerne på højre og venstre side af Rhinen beskæftigede sig med, hvor deres væsentligste impulser stammede fra, og hvilke visuelle og historiske vekselvirkninger der kan spores. Som tematiske grupper inden for udstillingen fungerer kapitlerne »Portræt«, »Landskab«, »Iscenesat figur«, »By og fritid« samt »Stilleben«.

De »tysk-franske møder« er udformet som en integreret del af samlingsrundvisningen i Hamburger Kunsthalle. Takket være en ny attraktiv udformning er de fem centrale sale på overetagen i Lichtwark-Galerie samtidig forbundet til et selvstændigt indholdsområde og indbyder dermed til at dvæle og kigge.

Til udstillingen udkommer en rigt illustreret publikation. Optagelsen af den nye præsentation i Hamburger Kunsthalle-appen – også med korte videoklip til enkelte værker eller værkpar – fører temaet ud i det digitale rum. Appens tosprogethed og offentliggørelsen af dens indhold på hjemmesiden sikrer almen, overregional tilgængelighed og inddrager alle interesserede direkte i diskursen.

Oprindelig varighed: 29.10.21 til 01.01.2025, forlænget til 11.01.2026, forlænget til 31.05.2026, forlænget til 14.11.2027