Impressionisme

Med omkring 70 udstillede genstande – malerier, skulpturer – fokuserer udstillingen på den betydelige samling af impressionistiske værker i Hamburger Kunsthalle for at vise dem i en større global kontekst. På baggrund af genopblussende nationalisme opstår spørgsmålet, om det stadig er meningsfuldt at inddele impressionismen i nationale kategorier i dag – og i bekræftende fald, hvad det medfører for vores tænkning og følelser.

Stilretningen impressionisme står som regel synonymt med Frankrig: for kunstnere som Édouard Manet, Claude Monet eller Auguste Renoir, for yndige, lyse og farverige værker, der ofte viser scener udendørs, eller for en seriel udforskning af høstakke, kirkefacader og åkandebassiner i spillet af forskellige lysstemninger på forskellige tidspunkter af dagen eller året. At sammenhængen mellem ›impressionisme og Frankrig‹ ikke gælder i denne eksklusivitet, viser et flygtigt blik på andre lande, hvor impressionismen, omend med en tidsmæssig forsinkelse, udfoldede sig ganske selvstændigt. I Tyskland omfatter impressionismen bl.a. det kendte og allerede i samtiden såkaldte »Dreigestirn« bestående af Lovis Corinth, Max Liebermann og Max Slevogt. Allerede samtidige kunsthistoriske stemmer fra bevægelsen opfattede den i det mindste som et europæisk fænomen.

Hvor impressionismen i sit fødeland Frankrig senest med Første Verdenskrigs udbrud mistede betydning, rakte impressionistiske strømninger i Tyskland, især inden for akademierne, langt ind i 1920'erne. Samtidig engagerede førende museumsdirektører som Fritz Wichert (Kunsthalle Mannheim), Hugo von Tschudi (Nationalgalerie Berlin og Neue Pinakothek München), Gustav Pauli (Kunsthalle Bremen og Hamburger Kunsthalle) samt Alfred Lichtwark (Hamburger Kunsthalle) sig for dette maleri, som derved fandt vej til offentlige samlinger.

Den nye præsentation af impressionistiske værker belyser både forskellene mellem de tyske og franske repræsentanter samt deres fællestræk. Det er også vigtigt at spørge, hvilke temaer malerne på højre og venstre side af Rhinen beskæftigede sig med, hvor deres vigtigste impulser kom fra, hvilke visuelle og historiske interaktioner der kan spores. Som tematiske grupper inden for udstillingen fungerer kapitlerne »Portræt«, »Landskab«, »Isiscenesat figur«, »By og fritid« samt »Stilleben«.

De »tysk-franske møder« er udformet som en integreret del af samlingsrundgangen i Hamburger Kunsthalle. Takket være en ny attraktiv udformning er de fem centrale sale på øverste etage i Lichtwark-Galerie samtidig forbundet til et eget indholdsmæssigt område og inviterer således til at dvæle og kigge.

En rigt illustreret publikation ledsager udstillingen. Inklusionen af den nye præsentation i Hamburger Kunsthalle's app – også med korte videoklip om enkelte værker eller værkpar – fører også temaet ind i det digitale rum. Appens tosprogethed og indholdets tilgængelighed på hjemmesiden sikrer en generel, landsdækkende tilgængelighed og inddrager alle interesserede direkte i diskursen.