Bernhard Leitner

„Mine værker er instrumenter til at skabe og forandre rum ved hjælp af lyd. De muliggør og betinger bestemte lydbevægelser, en bestemt måde at definere rum på. Ligesom forskellige stykker skrives for et konventionelt lydinstrument, kan forskellige rumlige programmer og lydprogrammer skabes for hvert LYD: RUM-instrument.“ (Bernhard Leitner, New York 1977)

I mere end fem årtier har Bernhard Leitner helliget sig ideen om at forme og modellere rum skulpturelt med lyd – dens bevægelse, frekvens, klangfarve og lydstyrke. Allerede i 1969, da han flyttede fra Wien til New York, hvor han boede indtil 1982, nedfældede han sine første teoretiske overvejelser om lyd-rum-skulpturer i tegninger og notater. Det var her, den uddannede arkitekt, hvis tænkning er påvirket af både New Music, klassisk og moderne dans samt billedkunst, begyndte at forstå lyd som byggemateriale.

I sin store soloudstilling SOUNDSPACESCULPTURE præsenterer Bernhard Leitner et nyt storformatværk, som han har udviklet til denne lejlighed, i konteksten af nogle udvalgte værker. Udstillingen giver således mulighed for at fordybe sig i Leitners kunstneriske arbejde og vigtigste forskningsspørgsmål og at opfatte hans skulpturelle lydarkitekturer eller soniske rumtegninger ikke kun akustisk, men holistisk og fysisk. Som en pioner inden for Sound Art har Leitner haft en varig indflydelse på efterfølgende generationer af kunstnere. Denne udstilling spænder vidt fra tidlige teoretiske undersøgelser i skitser, fotografier og grafik over betydningsfulde værker om ideen om „kropslig hørelse“ til et nyt værk skabt til Secession – Vandterning / Vægblølger (2026). Den grundlæggende idé bag værket kan knyttes til Soundcube, der blev designet allerede i 1969 – en dengang rent teoretisk model af en terning udstyret med flere højttalere. Allerede i disse tidlige tegninger skitserede Leitner muligheder for at organisere lyd rumligt. Mange af de dengang formulerede ideer – lydlinjer, horisontale og vertikale, pendulerende, bueformede, styrende lydbevægelser – udgør den dag i dag et vokabular, som kunstneren kontinuerligt udvikler.

I Vandterningen bevæger vandlyde sig præcist koreograferet gennem et højttalersystem, der er fastgjort til PVC-slanger inde i en monumental rumlig terning. I denne 48-kanals lyd-rum-komposition tegnes korte og lange linjer og bølger i rummet i skiftende rytmer. Med terningens geometriske form reagerer Leitner på udstillingsrummets arkitekturdefinerende gitter, som strukturerer terrazzo-gulvet, glasloftet og kassetdørene ligeligt. Over den centrale ovenlysåbning er der installeret otte højttalere langs kanten, hvorved der skabes en homogen horisontal akustisk overflade, som igen krydses af en vertikal lydakse fra glasloftet til gulvet foran Vandterningen.

Den i Secession udstillede Lydsofa (lyd-rum-komposition fra 1975, skulpturel udførelse 2022) flytter hørelsen direkte ind på og i den hvilende krop, gennem hvilken lyde fra to højttalere vandrer. Dette værk gør det umiddelbart erfarbart, at vi ikke udelukkende hører lyd via øret, men med hele kroppen – her er det den flydende bevægelse mellem en lydkilde i brystområdet og en i fodområdet, et fænomen som kunstneren kalder „kropslig hørelse“. I Pulserende stilhed 2 (2026) er tre gange to parallelhængende metalplader hver udstyret med en højttaler; fra disse udgår dybe, udefra ikke eller næsten ikke hørbare frekvenser (75-84-92 Hertz), hvis bastunge vibrationer skaber vibrationer, der ved gennemgang opfattes som et pulserende rum. Ved Lydstråler (2026) omdirigeres lydstråler, der udgår fra midten af parabolskåle, ved hjælp af metalplader (reflektorerne) og er endelig mærkbare som „akustiske billeder“ på vægge, hvor der ikke findes en lydkilde. Leitner har designet en kunstnerisk intervention for rummet af Gustav Klimts Beethovenfries (1902), som fungerer på lignende vis. Fra en her installeret parabolskål kastes fire spidstonede lydstråler op på loftet og ind i rummet.

Til sine værker trækker Leitner på et lydbibliotek, der er vokset gennem årtier. Dette omfatter støj, talt sprog og optagelser af akustiske instrumenter, som behandles digitalt. Hans værker ønsker ikke en distanceret betragtning, men kræver fysisk tilstedeværelse. Lyden omgiver kroppen ligesom den gennemtrænger den. Dette grundlæggende sætter den velkendte adskillelse af indre og ydre spørgsmålstegn; spørgsmålet om, hvor kroppen slutter og rummet begynder, forbliver bevidst åbent. Leitners kunst inviterer dermed til at forstå arkitektur og skulptur ikke som en statisk form, men som en foranderlig struktur, der omformes med hver bevægelse af kroppen og hver lydhændelse. Eller som kunstneren beskriver det i samtale med kurator Jeanette Pacher:

„Da jeg fra 1972/73 lavede de første undersøgelser med kroppen, blev det klart for mig, at det er meget mere komplekst, når man taler om akustisk rum. Det går langt ud over det fysiske begreb om beregning af en koncertsal. Det er en elementær oplevelse, som vi konstant har, men som vi ikke altid er bevidste om. Der begynder hele det gådefulde og vidunderlige ved rum og akustik: når man ikke kun betragter dem fysisk, men i hele deres kompleksitet.“