Iza Tarasewicz

De storskala installationer af den polske kunstner Iza Tarasewicz tager form som modulære strukturer – mobile og omkonfigurerbare systemer baseret på formelle principper inspireret af naturen, videnskabelig forskning og visuelle hjælpemidler som grafer og diagrammer. Mange af hendes værker består af mangeartede enheder, der kan omarrangeres og omformes løbende afhængigt af udstillingens kontekst. Kunstneren trækker både på den atomistiske filosofi fra den klassiske antik og på forklaringsmodeller fra det 20. århundrede – kvantefysik og kaosteori – i forbindelse med grundige undersøgelser af arbejde, folkelige traditioner og modernisme. Hendes skulpturer og assemblager, hvor hun bearbejder materialer fra rustent stål til lingzhi-svampe, danner dynamiske systemer, hvor grænsen mellem organisk og uorganisk udviskes. Tarasewicz’ kunst er dybt forankret i de sociale og (landbrugs-)økonomiske praksisser, som har efterladt varige spor både i regionen Podlachien, hvor hun er født, og i de ritualer og folkelige traditioner, der former kulturen i store dele af Mellem- og Østeuropa.

I centrum af Tarasewicz’ værk står tanken om, at vores liv – i modsætning til den vildledende forestilling om, at vi kan løsrive os fra vores omgivelser – er uadskilleligt sammenvævet med andre arter, der ledsager os. I lyset af voksende sociale uligheder og hyperindividualismen i de kapitalistiske samfund samt de populistiske og fascistiske politiske bevægelser, der næres af dem, er hendes praksis styret af spørgsmålet om, hvordan vi kan danne bånd og skabe slægtskab. På sin eklektiske udstilling i Secession forbinder Tarasewicz science fiction-koncepter med landbrug ved at kombinere rumfartøjer og retromaskiner, der er blevet ubrugelige i nutidens økonomi og betragtes som teknologisk skrot. Ved at lade disse maskiner opbygge deres eget kaotiske fællesskab skaber hun legende og humoristiske modeleksempler på en anden virkelighed, for at kunne møde en verden i konstant acceleration, hvor økonomiske og politiske ordener rundt om kloden befinder sig i en alvorlig krise. Hendes installation spejler kaos ikke kun som en destruktiv kraft, men udforsker også dets produktive potentiale – en åbenhed, der kan føre til nye indsigter og genoplive former for fællesskabsliv.