Iza Tarasewicz

De polske kunstner Iza Tarasewiczs omfattende installationer antager form som modulære strukturer – mobile og rekonfigurerbare systemer baseret på formelle principper, der er inspireret af naturen, videnskabelig forskning og visuelle hjælpemidler som grafer og diagrammer. Mange af hendes værker består af forskellige enheder, der løbende kan omarrangeres og omformes afhængigt af udstillingskonteksten. Kunstneren refererer både til den klassiske oldtids atomistiske filosofi og til det 20. århundredes forklaringsmodeller – kvantefysik og kaosteori – i forbindelse med indgående undersøgelser af arbejde, folkelige traditioner og modernisme. Hendes skulpturer og assemblager, hvori hun bearbejder materialer fra rustent stål til Lingzhi-svampe, danner dynamiske systemer, hvor grænsen mellem organisk og uorganisk udviskes. Tarasewiczs kunst er dybt forankret i de sociale og (landbrugs)økonomiske praksisser, der både har efterladt varige spor i Podlachien-regionen, hvor hun blev født, og i de riter og folketraditioner, der præger kulturen i store dele af Central- og Østeuropa.

Centralt i Tarasewiczs værk står tanken om, at vores liv, i modsætning til den bedrageriske forestilling om, at vi kan frigøre os fra vores omgivelser, er uløseligt forbundet med andre arter, der ledsager os. I lyset af voksende sociale uligheder og hyperindividualisme i kapitalistiske samfund samt de populistiske og fascistiske politiske bevægelser, de nærer, er hendes praksis styret af spørgsmålet om, hvordan vi kan skabe bånd og knytte slægtskaber. I sin eklektiske udstilling i Secession forbinder Tarasewicz sci-fi-koncepter med landbrug ved at kombinere rumfartøjer og retro-maskiner, der er blevet ubrugelige i nutidens økonomi og betragtes som teknologisk skrot. Ved at lade disse maskiner opbygge deres eget kaotiske fællesskab skaber hun legesyge og humoristiske model-eksempler på en anden virkelighed for at udfordre en konstant accelererende verden, hvor økonomiske og politiske ordninger over hele kloden befinder sig i en alvorlig krise. Hendes installation afspejler kaos ikke kun som en destruktiv kraft, men udforsker samtidig dets produktive potentiale, en åbenhed, der kan føre til nye indsigter og genoplive former for fælles liv.