JJJJJerome Ellis

„Noget, min mor lærte mig, var det vers i Det Nye Testamente: ’Bed uophørligt’, og jeg holder virkelig fast i det vers. Det er et ledende princip for mig, for sådan ser jeg denne kalender. Jeg kan altid bede en bøn eller ærefuldt tænke på en forfader, uanset hvilken dag det er.“ (JJJJJerome Ellis i samtale med Christine Sun Kim, i bogen der ledsager udstillingen)

JJJJJerome Ellis, af grenadisk-jamaicansk-amerikansk herkomst, arbejder med multimediekunst, musik, komposition, poesi og performance. Hans kunstneriske praksis udforsker skæringspunkterne mellem sorthed, musik, spiritualitet og ikke-normativt sprog, og skaber rum for heling og fællesskab. Til denne udstilling har Ellis dækket væggene med en kalender, der strækker sig med et ark for hver dag og måned i hele udstillingens varighed. Lister udført i kul, prydet med blomster tegnet i oliekridt, registrerer navnene på slavegjorte mennesker, der befriede sig selv i det 17., 18. og 19. århundrede, sammen med datoer og steder for deres flugt. En lydoptagelse høres i rummet, hvor Ellis’ stemme beskriver installationen og læser navnene op, der er tilknyttet hver dag. Da udstillingsrummet på 1. sal ikke er tilgængeligt med elevator, er der udleveret kopier af siderne, så besøgende kan røre ved dem og undersøge dem tæt på.

Hver dag på året markerer talrige flugter fra slaveriet. I denne kontinuerlige cyklus af årsdage bliver mindet i sig selv en uendelig proces: en ceremoni, der kan udføres når som helst. Værkets dagspecifikke struktur har en personlig oprindelse. I Ellis’ barndom læste hans mor fra Our Daily Bread, en andagtsbog med uddrag fra Det Gamle og Nye Testamente samt en refleksion for hver dag. Dette daglige ritual formede Ellis dybt. Installationen er også inspireret af to meget forskellige steder: Maya Lins Vietnam Veterans Memorial, hvis dimensioner er bestemt af samlingen af et tilsyneladende uoverskueligt antal navne, og Chapelle du Rosaire de Vence, også kendt som Matisse-kapellet, med sin kombination af højtidelighed og barnlig leg. I Ellis’ installation møder emnets alvor materialernes lethed. Papirarkene, der kun holdes af magneter i deres to øverste hjørner, bevæger sig let i den træk, der forårsages af besøgendes bevægelser i rummet.

Projektet udsprang af forskning, som blev initieret af Ellis’ første møde med såkaldte „runaway slave“-annoncer i 2020. Disse annoncer, offentliggjort af slaveejere i aviser, nævnte de undslupnes navne, beskrev deres udseende og angav de belønninger, der blev tilbudt for deres tilfangetagelse. Ellis begyndte at undersøge disse dybt ambivalente dokumenter – vidnesbyrd om ekstrem vold, der samtidig taler om modstand mod det system, der frembragte dem – i databaser og avisarkiver i USA, Storbritannien, Haiti, Jamaica, Guadeloupe, Martinique, Grenada, Barbados, St. Thomas, Trinidad, Canada, Portugal og Brasilien. Ellis forstår de mennesker, der er nævnt i dem, som forfædre: åndelige forfædre, med hvem en „forfædrepraksis“ skaber en forbindelse.

De to foregående projekter, der førte til denne udstilling, var tæt forbundet med Ellis’ udforskning af taleforstyrrelser. Ellis taler med en tonisk stammen, der viser sig som stilhedspauser. I stedet for at acceptere patologiseringen af disse pauser som en byrde, kalder Ellis dem „lysninger“, som, ligesom musik, kan åbne tiden og skabe mulighed for afbrydelse. Stilhed udfordrer normative forventninger til tale, kommunikation og effektiv tidsudnyttelse, og giver talere og lyttere mulighed for at træde ind i en oplevelse af fælles intimitet. Ellis’ samlede værk gentænker stammen og tøven som former for udtryk, relation og bøn – som elementer af et livslangt ritual.

På et nummer på debutalbummet The Clearing (2021) synger Ellis navnene på undslupne mennesker, der i historiske dokumenter beskrives som stammende. Det tværfaglige projekt Aster of Ceremonies (2023), der består af digte, essays, musikpartiturer, sange og hymner, forbinder to arkiver: efterlysningsannoncer for forfædre med talefejl og The Flora of North America. I en andagtsfuld sangcyklus skildrer værket oplevelserne af mennesker, der undslipper slaveri, og deres forhold til naturen. Figurer dukker op, som Ellis kalder „planteforældre“. Spekulativt designer værket de sanselige og materielle verdener, som flygtningene mødte: de landskaber, de gennemrejste, og de planter, der muligvis har tilbudt dem mad, ly eller beskyttelse. På denne måde forbinder Ellis forfædrenes historier med den mere-end-menneskelige verden.

Mens slaveriets maskineri opererede i et gigantisk omfang, der nedværdigede mennesker til anonyme objekter og kategoriserede dem med brutalt dehumaniserende udtryk, forsøger Ellis’ værk at genrette opmærksomheden mod de individer, der er navngivet i disse dokumenter. Ellis’ Kalender skaber en anderledes tidsforståelse. Den daglige handling med at reflektere over de undslupne mennesker tilbyder en mulighed for minde, der adskiller sig fra de forpligtelser og aftaler, der normalt er noteret i en kalender. At skabe en kalender er på en måde at skrive historie for fremtiden. Ved at engagere sig i en anderledes kalender opstår en anderledes historie – og en anderledes oplevelse af tid.