Lili Dujourie

Lili Dujouries kunstneriske praksis har kontinuerligt udviklet sig siden slutningen af 1960'erne, hvor hun har udforsket forholdet mellem billede, materiale og perception. Referencer til kunsthistoriske traditioner, litteratur og kulturelt minde fremstår som transformerede fragmenter, indlejret i materialet snarere end eksplicit afbildet. Med udgangspunkt i objekter, der reagerede på det upersonlige sprog i minimal- og konceptkunst, introducerede hendes tidlige værker spørgsmål om intimitet og subjektivitet i strenge formelle vokabularier. Denne indledende spænding lagde grundlaget for et værk, der konstant overskrider mediespecifikke grænser.

I 1970'erne og 1980'erne arbejdede Dujourie med fotografi og video, hvor hun fokuserede på disse mediers tidsmæssige dynamik – især samspillet mellem bevægelse og stilhed. De resulterende værker udforskede også spørgsmål om køn, identitet og repræsentation. Fra 1980'erne vendte hun i stigende grad tilbage til tredimensionale former og udviklede et helt unikt skulpturelt sprog baseret på brugen af materialer som fløjl, marmor, gips og metal. Disse værker fortsætter og udvikler rumligt de tidsmæssige og perceptuelle anliggender i hendes tidligere praksis. Draperede stoffer, tilslørede volumener og fragmenterede strukturer orkestrerer en forhandling mellem blødhed og stivhed, skjult og afsløring. Foldemotivet bliver centralt – ikke som en rent formel gestus, men som en måde at holde modstridende tilstande sammen uden at løse dem.