Mary Helena Clark

Mary Helena Clarks præcise billed-lyd-arrangementer opfatter film mindre som et narrativt medium og mere som et felt for en eksperimenterende udforskning af perception. I film, videoer og installationer – hendes spektrum spænder fra 16mm film over digitale formater og fundet filmmateriale til 3D-animation – bruger hun collage som et strukturelt princip. Som et resultat heraf forfølger hendes film en drømmeagtig – associativ og episodisk – syntaks.

Centralt for Clarks værk er en rekonfiguration af forholdet mellem billede, lyd og den menneskelige såvel som den animalske krop. Hendes lydlandskaber kan ikke tilskrives en klar begyndelse eller slutning og placerer beskueren i en udvidet nutid. Således opstår der et nyt forhold mellem kroppe og objekter, stemmer og overflader. Denne destabilisering af velkendte kategorier strækker sig også til Clarks skulpturelle arbejde. Ved at genfortolke funktionerne af fundne objekter skaber hun hybride former, der fremkalder mimik, sanselighed og affekt: en iltflaske forstærker en stemme, en motoriseret lås ser ud til at gå, mens stålmotorcykeltanke udstråler en varme, der nærmer sig den af en menneskelig feber. Tilsyneladende livløse objekter får således fysiske egenskaber, hvorved grænserne mellem animeret og uanimeret, teknisk og organisk udviskes.