Susanne Kriemann

I sin udstilling sporer den berlinske kunstner Susanne Kriemann (*1972, Tyskland) sporene fra atom- og industriæraen helt ind i vores umiddelbare omgivelser. Udgangspunktet for hendes mangeårige beskæftigelse med radioaktivitet var Tjernobyl-reaktorkatastrofen, som i 2026 fylder 40 år, og som igen og igen indgår i hendes kunstneriske research. Udstillingens fokus er dog landskaberne fra tidligere uranudvindingsområder i Sachsen, Thüringen og det franske Limousin. Også her fremstår stråling ikke som et fjernt eller abstrakt fænomen, men som en del af jord, planter og bygninger. Udstillingen forbinder denne research med byggematerialerne i hendes berlineratelier. Kriemann følger derved en udvidet forståelse af fotografi, der inddrager både materiale og processer.

I sit langvarige arbejde Pechblende har Kriemann i mange år anvendt autoradiografi. Dette skaber billeder uden kamera eller ekstern lyskilde: radioaktive stoffer påvirker direkte fotografisk film. I den nye cyklus Pechblende (Fever) kombinerer hun prøver af det uranholdige malm med tørrede planter fra tidligere, nu sanerede udvindingsområder. Til en anden værkserie begravede hun ueksponeret planfilm i flere måneder i en renatureret slaggehøj nær Dresden. Også her registrerer filmen en energi, der hverken er umiddelbart synlig eller forgangen, men som fortsat virker som et materielt efterliv i landskabet.

Et andet motiv i udstillingen er Kriemanns atelier. Det er på samme tid stedet for hendes kunstneriske produktion og et vidnesbyrd om dens industrielle fortid. Under de gamle trægulve fandt hun slagge – et restprodukt fra sværindustrien, som ofte blev brugt som fyldmateriale i berlinske Gründerzeit-bygninger. Kriemann forarbejder slaggen til pigment, træspåner indarbejder hun i håndlavet papir, og gulvbrædderne bliver en del af en stedsspecifik scenografi, der interagerer med arkitekturen i Amerika Haus. Dette viser en cirkulær logik, som Kriemanns arbejde generelt følger. Hver handling frembringer et biprodukt, der fortsætter med at virke et andet sted.

Titlen forbinder også disse niveauer. Feberen henviser til en overophedet nutid: til klimaforandringer, ressourceforbrug og overproduktion samt til spørgsmålet om, hvordan fortidige former for industriel udnyttelse stadig virker i landskaber, materialer og økologiske kredsløb. „Sommerfugle i maven“ beskriver derimod en følelse, man mærker, før man forstår den – i modsætning til radioaktiv stråling, som er effektiv uden at give sig umiddelbart til kende. Kriemann spørger, hvordan sådanne skjulte virkninger kan opfattes, og hvilke former for viden der opstår ud af opmærksomheden på arven fra tidligere industrier.

Værket præsenteres for første gang sammen med Stelios Kallinikou . Cliffs Among Dreams som en dobbeltudstilling i forbindelse med After Nature . Ulrike Crespo Photography Prize 26 hos C/O Berlin. Kurateret af Katharina Täschner. Der udkommer en ledsagende publikation til hver udstilling på forlaget Hartmann Books.